Bog

Wilder

Af (
2012
)

Anmeldelse

Wilder af Richard Yates

26 mar.12

Usentimental, velskrevet og smerteligt realistisk roman om en mand i 1960’ernes USA, der i alkoholens tåger mister grebet om sit eget liv. 

Reklamemanden John Wilder er gift, har en søn på 10 og lever et komfortabelt liv med et godt job og skiftende elskerinder. Men han drikker alt for meget, har ingen kontakt til sine forældre, og har altid følt sig mindreværdig, bl.a. fordi han læser meget dårligt. En aften slår det klik for ham og han indlægges en uges tid på det psykiatriske hospital Bellevue, hvilket bliver en skelsættende oplevelse for ham. Da han senere møder den unge Pamela, pustes liv i hans gamle drøm om at lave film, og de beslutter sig for at skabe en film om hans oplevelser på Bellevue. Historien strækker sig over 10 år, og hele tiden har man en ubehagelig fornemmelse af, at Wilder bevæger sig uafvendelig mod afgrunden.

Romanen er fortalt med et knivskarpt blik for de selvbedrag, vi alle luller os selv ind i. Jeg var hooket fra første side. Persontegningerne er næsten ubærligt realistiske og psykologisk meget troværdige. Særligt beskrivelsen af Wilder er imponerende. Han er på mange måder en tragisk karakter, der, som det siges et sted i romanen, bærer sin egen undergang i sig. Ydermere er han alene i sin kamp mod de vrangforestillinger og hallucinationer, der bliver mere og mere voldsomme. Hans skiftende læger har alt for travlt med at kigge på uret eller fylde ham med piller til at lytte. Romanen antyder med sin slutning, at det kunne være gået meget anderledes, hvis Wilder havde fået den hjælp og støtte, som ved et tilfælde ikke bliver tilgængelig for ham.

Richard Yates er ubarmhjertig forstået på den måde, at han med få ord formår at tydeliggøre og udstille de situationer, hvor karakterernes ligegyldighed overfor hinanden bider læseren. Fordi fortællingen er fuldstændig blottet for sentimentalitet, bliver den desto mere gribende og vedkommende.

Yates har bl.a.  skrevet 'Revolutionary Road' og 'Easter Parade', der begge er udkommet på dansk og også varmt kan anbefales.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Ninna Brenøe
Faustnummer
29243824
Graphic
Joyce Grosswiler
ISBN
9788779557017
Antal sider
249

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer