Vildfremmed

Tredje bog i serien om Erlagruppen er baseret på virkelige hændelser. En uhyggelig, nervepirrende og vanvittig spændende historie om voldtægt.

Tænk at blive voldtaget af personer, der har tvunget sig adgang til ens eget hjem, hvor man burde være tryg. Det er hvad forskellige kvinder oplever i ’Vildfremmed’. Historien bliver ikke mindre uhyggelig af at være baseret på en virkelig hændelse, og uhyggelig det er den på den onde og mørkeste måde.

Politiet har svært ved at stille noget op med en række voldtægtssager, for mændene har en skriftlig indbydelse til at komme på besøg, og de er i besiddelse af dørkoder, nøgler eller andre måder at komme ind på. Så voldtægtsmændene går fri, lige indtil Erlagruppen samles igen og sætter alt ind på at finde ud af, hvordan voldtægtssagerne hænger sammen. Det bliver en dødsensfarlig opgave især for Liv Kaspi. Også på privatfronten har hun det hårdt, for hun har svært ved at stole på, at Rickard holder sig ude af sin lyssky fortid og forbindelser.

Jeg er ret begejstret for bøgerne om Erlagruppen. ’Vildfremmed’ er lige så uigennemskuelig som de første to i serien, og handlingen tvister hver gang, man tror, man nærmer sig løsningen. Derudover er jeg temmelig vild med Liv Kaspi og de andre medlemmer af Erlagruppen. De har alle deres egne særheder og hører ikke til blandt de mest almindelige politifolk. De passer alle fire utrolig godt i gruppen, der, på trods af de voldsomme og alvorlige sager, har en levende og uhøjtidelig dynamik.

Sproget er stramt og uden en masse spildord, hvilket passer rigtig godt til den barske omgangstone og de voldsomme sager, som Erlagruppen har. Jeg er stor fan af krimiforfattere, der udtrykker sig kort og præcist, jeg mener ikke nødvendigvis krimierne bliver bedre af at være 500 sider plus.

’Vildfremmed’ er vanvittig spændende med en medrivende historie og et virkelig gennemtænkt plot. En rigtig page-turner, der er umulig at lægge fra sig, når først man er gået i gang. Den del der handler om personernes privatliv fylder lige tilpas, hverken så meget at krimidelen bliver trængt - eller så lidt at man ikke føler man kender dem. Sådan kan jeg bedst lide krimier.

Jeg anbefaler serien til alle krimielskere og jeg vil mene, at serien skal læses i kronologisk orden, selvom selve krimidelen afsluttes i hver bog.