Verden er stadig ny

Rasmus Tantholdt giver en særdeles spændende og meget personlig beretning om livet og det risikofyldte arbejde som krigskorrespondent i verdens brændpunkter.

Arbejdet som journalist i krigszoner, flygtningelejre og områder ramt af naturkatastrofer er ikke for enhver, det siger sig selv. At være så umådelig tæt på menneskelig tragedie i alle dens forfærdende afskygninger ville tære på og udmatte de fleste. Alligevel oplever vi gang på gang Rasmus Tantholdt på tv-skærmen midt i kaos: krigen i Irak og Afghanistan, oversvømmelser i Pakistan, Det Arabiske Forår, ebolaudbrud i Vestafrika og senest strømmen af flygtninge fra Syrien. Omgivet af krig, død og ødelæggelse transmitterer han med en knusende ærlighed live fra den menneskelige katastrofe. Det er intense og rørende optagelser som brænder sig ind på nethinden.

Samme fornemmelse har jeg, mens jeg læser ’Verden er stadig ny’. Her kommer jeg relativt tæt ind på livet af mennesket bag journalisten Rasmus Tantholdt. I bogen fortæller han ærligt og levende om de mange farlige begivenheder, som uafværgeligt har præget ham som menneske og journalist, og som flere gange har været med livet som indsats. For Tantholdt er det dog ikke situationens farer som har påvirket ham mest. Derimod er det afmagten og frustrationen over ikke at kunne gøre noget, der reelt kan ændre situationen for de helt almindelige og uskyldige mennesker, som tilfældigvis lever og bor midt i bombekratere, død og ødelæggelse, der har sat sit aftryk.

Bogen er en virkelig spændende journalistisk og menneskelig øjenvidneberetning. Den giver et godt indblik i de vilkår udenrigskorrespondenten arbejder under, og hvad det i virkeligheden kræver at levere en god og meningsfyldt reportage, som ikke blot tilgodeser nyhedsværdien, men også den menneskelige version af historien fra ofrenes synsvinkel såvel som bødlens med spørgsmålet: hvorfor?

’Verden er stadig ny’ er udarbejdet i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen og baseret på en række samtaler mellem ham og Rasmus Tantholdt fra forår til efterår 2015.

Oprindeligt skrevet af Pia Bechmann, Litteratursiden.