Vejen til Valhal bd. 1-2

De første to bind i en ny fransk tegneserie er et særdeles forfriskende og humoristisk pust blandt de mange Graphic Novels og spændingsserier, der ellers dominerer markedet.

Hverken tekstforfatteren Pothier eller tegneren Lechuga har tidligere været udgivet på dansk, men det er så absolut et behageligt bekendtskab. Uden sammenligning i øvrigt minder stregen og de lettere karikerede figurer lidt om den nok så berømte ’Asterix’, men eftersom hovedpersonerne er vikinger, kommer man egentlig også let til at tænke på ’Røde Orm’ i tegneserieudgave.

De to første albums i serien er af den gode gammeldags slags, og selvom tegninger er knap så klare og tydelige som i ’Asterix’, så er humoren og den ironiske tilgang til historiske personer og omgivelser af den samme skuffe. Serien rammer således både et børnepublikum og den voksne, der kan gennemskue morskaben.

Historien tager sin begyndelse hos de brave vikinger fra Vragland. Vragland er et vulkanø beliggende langt mod nord, men beboerne er truet af et ulmende vulkanudbrud. En mystisk fællesdrøm om får får høvdingen til at huske en gammel profeti, der lover vikingerne et nyt solbeskinnet land langt mod syd, og de tre gæve vikinger, Armod, Rüdolf og Klogaagesøn tager afsted. Deres første landkending bliver det skotske højland, og de tre venner ramler lige ind i en gammel strid mellem klanerne Mac Meet og Mac Beef om brugen af hvidløg i haggis.

Med både held og dygtighed bliver konflikten løst bl.a. med hjælp fra pigen Kilt, og med hende som medrejsende drager vikingerne længere mod syd. I England inddrages de i en speget valgkamp mellem tilhængere af demokrati og monarkiet og velkendte historiske personer som Robin Hood, Prins John og Richard Løvehjerte træder ind på scenen hver med deres helt egen dagsorden om at vinde magten. Også denne konflikt løses på tilfredsstillende vis, og rejsen kan gå videre mod det forjættede land.

Kan man lide god uforpligtende underholdning med ganske mange guldkorn og sjove indfald, får man virkelig noget for pengene i disse to bind. Inspirationen fra ’Asterix’ og lignende er naturligvis ganske tydelig, men alligevel har makkerparret fundet deres helt egen personlige og nyskabende stil. De mange ruder giver historien et gammeldags udtryk (Fra dengang, der udkom ”rigtige” tegneserier), og det i sig selv er umådeligt forfriskende.

Det skal blive spændende at se, hvor kommende bind fører de gæve vikinger hen.