Vejen til Alberta

En velkomponeret roman, der emmer af uforløste drømme, knust kærlighed og tragiske menneskeskæbner. Et must for alle os, der elsker NYC og en damn good book.

Vietnamveteranen Howard Walker bor i New York City, hvor han arbejder som handyman for den verdensberømte protestsanger Philip Boothman. Da vi møder Howard er han på flugt udaf byen i en bus tværs over kontinentet på vej til San Francisco. Han har besluttet at indtale sin historie, og vi får lov til at være med på en lytter, og det er ikke småting han har oplevet.

Howard er en mand af få ord, der har fået sine skuffelser i livet, han er tungsindig, melankolsk og for ham er glasset altid halvt fyldt. Han har boet alene i en lejlighed i Lower East Side, siden hans elskede Delaney og hendes lille datter forlod ham for mange år siden. Her sidder han så med PTSD, (får hjertegalop og hører helikopterstøj, når han bliver stresset), er ansat af en verdensberømt musiker, som ikke regner ham for noget som helst, men som han er dybt loyal og afhængig af. Og så pludselig dukker der en ung dansk kvinde op, og lige så pludselig er hun død, og Howard flygter over hals og hoved, fordi han pludselig har fået nok.

Synes du, jeg har røbet for meget? Glem det! ’Vejen til Alberta’ er fyldt med overraskelser, og intet er, som det ser ud. Men det kræver ikke den store menneskekender at gennemskue Boothman, som på alle måder er et gedigent dumt svin, der kynisk som en grønthøster bevæger sig hen over de mennesker, han møder. Kan de gøre noget for ham og hans karriere, æder han dem med hud og hår.

Howard derimod er bag sin ellers hårdkogte facade et varmt og hjælpsomt menneske, selvom ham med sin til tider selvdestruktive attitude virker noget kuldslået og tilknappet. Men når det hele bliver for trist, så dysses tristessen ned med en af hans mange meget underholdende icebreakere, humoristisk, ironiske kommentarer til livet, som da han siger: ’ sidste gang jeg slog Walker (hans efternavn) op i en bog, var der billede af et gangstativ’. Så er scenen ligesom sat.

Brian Dan Christensen fører os hjemmevant rundt i New York City, og jeg er lige så tryg, som når Ellroy giver en guidet tur i L.A. eller Elmore viser Detroit frem. Det er en kæmpe styrke, og man mærker, at her er der én, der har styr på sin geografi.

Sprogligt er romanen veloplagt og humoristisk, jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg grinede, mens jeg læste. Måske er det en kliché med al den rigdom, de smukke kvinder, nederdrægtigt bedrag og tavse mænd, men sådan er noir-genren, enten elsker man den, eller også gør man ikke.

’Vejen til Alberta’ er en underholdende, velkomponeret og velskrevet roman om fortabte, grådige og ensomme mennesker, og jeg er meget begejstret. Det er jeg desværre ikke for forsiden, som bestemt ikke gør noget godt for romanen. Hvem pokker har fundet på den lyserøde tøsedrengeforside? Jeg er bange for at Howard ville brække sig.