To uger i Toscana

Varm og morsom feel good-roman er velskrevet og virkelig underholdende. Man behøver ikke være Toscanagal for at læse den.

Patricia O’Hara har et stort hus, Castella della Luna, i Toscana, hvor hun prøver at overleve økonomisk ved at udbyde blandt andet skrivekurser til håbefulde forfatterspirer. Vi følger syv kursister gøren og laden på et af kurserne, der vender op og ned på fleres tilværelse. Kursisterne spænder vidt alders- og ambitionsmæssigt fra venindeparret Catherine og Anna på 39 og 38 år til Mary på 74.

Alle kursisterne, læreren, sønnen og ikke mindst kokken Aldo, har hver deres personligheder, men det tætte samvær og udfordringerne ved at skrive, får virkelig flyttet rundt på de indbyrdes forhold. Anna, der egentlog er en undseelig mus i skyggen af den flamboyante Cathrine, opdager, at hun selv faktisk er tiltrækkende og interessant, mens Cathrine langsomt punkteres, mens Mary for første gang oplever den ægte kærlighed.

Mens kursisterne kurserer kæmper Patricia med en umulig økonomi og med problemer med sin halvvoksne søn, Matt, der er lidt af en døgenigt og har tvivlsomme venner. Ind på scenen kommer også den charmerende nye altmuligmand, Fabio, der tænder mere end en glød i mange kvindehjerter, men også får sat lidt skik på Matt.

Det er en meget varm og morsom feel-good-roman, der samtidig er meget velskrevet og bortset fra en enkelt lidt for usandsynlig problemløsning i slutningen også hænger godt og plausibelt sammen.

Man behøver ikke at være Toscanagal for at læse den, men er du det, udløser romanen et voldsomt behov for at drage sydpå igen – bare nok ikke på et forfatterkursus.Og så skal vi slet ikke skrive om den appetit på toscansk mad, beskrivelsen af Aldos udfoldelser i køkkenet gør.

Det er måske uforpligtende læsning sammenlignet med James Joyce, men det er meget fermt gjort, og jeg var virkelig godt underholdt undervejs.