Bog

Uffes flotte festtøj

Af (
2014
)

Anmeldelse

Uffes flotte festtøj af Lea Letén

19 dec.14

Billedbog med temaerne om ’at sige fra’ og ’sige sin mening’, men også om at glæde sig til at få flot tøj på. Lea Letén kommer godt omkring både tematisk og billedligt i denne billedbog.

Lea Letén har flere børnebilledbøger bag sig, i mange af disse behandler hun genkendelige hverdagsdilemmaer og/eller situationer selvsagt set ud fra børnenes vinkel. Og det gør hun rigtig godt, bl.a. ved at lade verden være som den er; meget stor og meget lille på én gang, imødekommende og afvisende (hvem husker ikke Mads i ’Mads maler kunst’ og de afvisninger han får af voksne mennesker?) også de små dramaer som børnene (måske) selv er med til at skabe i mødet med verden f.eks. som i ’Gaven til far’, hvor Knud køber en flot lilla kam med glimmer til far, men siden kommer i tanke om, at far er pilskaldet.

Sådan er det også med ’Uffes flotte festtøj’. Uffe og hans forældre har inviteret til fest, og Uffe glæder sig vildt meget til at få flot tøj på, og det får han (nemlig fætter Knuds aflagte tøj, som de finder på loftet). Malurten i bægeret er nu, at Uffes mor har købt en meget kulørt strikhue til ham, og Uffe synes, den er forfærdelig grim. Dilemmaet er nu, hvordan han skal få det sagt til de travle forældre, der farer rundt og gør klar til festen. Det hele ramler heldigvis om ørerne både på forældrene og på Uffe, for når verden krakelerer, så er der åbnet for en god snak om at sige fra og sige sin mening, men som Uffe også pointerer: ”Det er ikke altid så let”. En lille sidehistorie er, at Uffes far af moren får til opgave at lave en lækker drink, men han kan heller ikke få sagt fra – dilemmaet er genkendeligt både for børn og voksne. 

Som i de bedste billedbøger, så viser Lea Letén i billeder, hvad hun ikke fortæller med ord. Jeg er ret vild med hendes barnlige streg, de nærmest monstrøse kroppe og det helt igennem kommunefarvede, strittende hår, som Uffe og hans familie er udstyret med.

Originally published by Lis K. Gregersen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Faustnummer
50924661
ISBN
9788763833011
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer