Tusmørkets søn

Dansk fantasy fra den absolut bedste halvdel. Den fabelagtige og fængslende historie om elverfolk er forrygende god underholdning.

Mads Schack-Lindhardt har en enkelt bog bag sig, som også er en fantasy historie, ’Tir-Nazrels arving’, og en fortsættelse til denne historie skulle være på vej. I modsætning til denne titel foregår hans nyeste roman udelukkende blandt elverfolk, og det er der ikke så mange andre historier, der gør. Elverfolk er jo ellers end fast bestanddel i fantasyromanernes persongalleri, men bortset fra den eminente tegneserie ’Elverfolket’ er de ikke så tit hovedpersonerne. Det er de så i denne historie, og udover at det er ret forfriskende, så har forfatterens også formået at skabe en fascinerende og fantastisk verden.

Taykyn tilhører en race af elverfolk, som bor i skoven og er ét med naturen. Han er udset til at blive sin klans næste forkynder, men den rolle kan han overhovedet ikke se sig selv i. Han ligner ikke de andre elvere, og ingen ved faktisk, hvor hans afdøde mor kom fra. Da en flok såkaldte tusmørkeelevere angriber Taykuns landsby, ændres hans skæbne fuldstændig. For at redde sin klan, rejser han med de fremmede til deres dystre palads, og her åbenbares den egentlige sandhed om hans herkomst.

Hans mor var også tusmørkeelver, og Taykun har tilsyneladende arvet noget fra hende, der vil gøre ham i stand til at finde en sagnomspunden by. Taykun vender sig langsomt til sin nye tilværelse og bliver hurtigt indblandet i et spindelvæv af intriger og ondskab. Årene går, uden at der tilsyneladende sker noget omkring eftersøgningen af den forsvundne by, men under et nyt angreb på skovelvernes by lykkes det Tayrun at undslippe tusmørkeelverne, og et nyt epokegørende kapitel i hans liv tager sin begyndelse.

Ovenstående yder ikke den meget indviklede og spektakulære handling retfærdighed, men giver kun nogle få hints til plot og historie. Det er med at holde tungen lige i munden, men stille og roligt fører forfatteren det komplicerede spil sammen til en forløsende og fin slutning. Bogen er uhyre velskrevet, og især beskrivelsen af det dystre og mørke tusmørkepalads fanger. Beskrivelsen af hovedpersonen Taykon og hans splittelse mellem de to verdener er ramt lige på kornet, men også mange af bipersonerne fungerer perfekt – og så er der jo også Taykuns sjæleven, det kattelignende væsen med den seks ben, Shuntai, som er aldeles bedårende.

Forfatteren er virkelig lykkedes med sin historie, og tilbage står en absolut unik og vidunderlig læseoplevelse.