Troldmandens sværd

Underholdende og tankevækkende fremtidsroman sat i en verden, hvor miljøet er gået amok.

Som ung slugte jeg alt, hvad jeg kunne finde af Niels E. Nielsen på biblioteket. Det var derfor med forventning iblandet skræk, at jeg læste Science Fictions Cirklens genudgivelse af Troldmandens sværd, der oprindeligt udkom i 1967, for kunne den nu leve op til mine erindringer?

Romanen foregår i en fremtid, hvor jorden har oplevet et økologisk sammenbrud, og de overlevende er stuvet sammen i BYEN, et totalt lukket samfund, som ledes af Tante Kluk og hendes 12 Inderste. Ressourcerne er knappe, så alt er strengt reguleret – også fødselstallet. Ikke desto mindre fødes der år for år flere og flere ”lykkebørn”, som må klare sig ved at stjæle og gemme sig. For at bremse overbefolkningen udfører Børnepolitiet razziaer, og de indfangede lykkebørn henrettes og indgår igen i kredsløbet.

BYENs indbyggere husker ikke verden udenfor kuplen, men Kaninen - et lykkebarn - har været der. Majoren sender ham regelmæssigt ud for at se, hvordan det står til derude, så da Kaninen finder ud af, at pigen Bi-P er gravid med hans barn, planlægger han at tage hende med ud, så hans barn ikke skal friste samme kummerlige skæbne som de andre lykkebørn. Men Bi-P er ikke interesseret i hans plan. Hun vil møde tante Kluk og tale fornuft med hende. Så Kaninen må finde frem til tante Kluk, før han kan overbevise Bi-P, men Børnepolitiet er lige i hælene på dem, og denne gang kan Majoren ikke hjælpe.

Niels Dalgaard har skrevet et uddybende efterord, hvor han sætter Troldmandens sværd i kontekst med Niels E. Nielsens øvrige forfatterskab, hvor netop overbefolkning og forurening med deraf øget belastning af miljøet er et tilbagevendende tema i en tid, hvor problemerne knapt var opdaget af det vestlige samfund. Det er desværre problemer, som stadigvæk er sørgeligt aktuelle, og dermed er Troldmandens sværd også stadig interessant for nutidens læsere. Fortællingen virker ikke sprogligt bedaget, blandt andet fordi personerne ikke forstår de tekniske virkemidler i BYEN, og dermed giver dem deres egne navne. På den måde sætter læseren sit eget forståelsesbillede ind og gør fortællingen up to date.

Et andet plus er, at personerne ikke er sort/hvide. Nok styrer tante Kluk BYEN med fast hånd og slår ned på uregelmæssigheder som lykkebørn, men hun gør det for at passe på flertallet. Og Kaninen er nok vores helt, men han er også tyv og kriminel. Desuden er han den, der - selvom han sætter spørgsmålstegn ved tante Kluk - samtidig forstår, hvorfor det er vigtigt, at der ikke kommer for mange indbyggere i BYEN.

Jeg må sige, at Troldmandens sværd levede op til mine erindringer, og selvom jeg hist og pist blev lidt irriteret over, at genoptrykket tilsyneladende har ændret en masse ø’er til o’er, så er teksten generelt både pæn og læsbar, og sprogligt er der som nævnt heller ikke noget at komme efter.

Alt i alt en både underholdende og tankevækkende roman som jeg kun kan anbefale.