Anmeldelse

Toscana af Camilla Bondo Pedersen og Anne Mette Rosendahl Ariani

18 dec.14

Berusende og kompetent introduktion i begejstrede ord og forførende fotos til en af verdens skønneste egne, Toscana.

Camilla Bondo Pedersen og Anne Mette Rosendahl Ariani er begge bosat i Italien og arbejder blandt andet som guider i Firenze og Siena, og de ved, hvad de har med at gøre. De har rigtig godt følgeskab af den fine fotograf Riccardo Bartalucci, der med et væld af dejlige fotos formidler de to forfatteres begejstrede rundtur i Toscana - netop igennem maden, vinen, historien, kulturen og landskabet.

Og hvad ville Toscana være uden den vidunderlige natur, det enestående landskab? Og hvad ville Toscana være uden sin fantastiske arkitektur, de monumentale katedraler? Og hvad ville Toscana være uden de maleriske småbyer på bakke- og bjergtoppe? Uden de vidunderlige fødevarer, madkulturen? Det hele skal med i en bog om Toscana, for det hele er jo nødvendigt for oplevelsen af en af verdens skønneste egne.

Kom med på marked i Pistoia: "Langsomt bevæger man sig gennem markedet, som er et mekka for alle sanser. Frugt og grønt i alle farver, fint stablet op eller bugnende på disken. Håndskrevne priser, der på toscansk overbeviser om, at her får man de bedste meloner. Den blandede duft af basilikum, rucola og artiskokker. Lyden af de handlende i livlig diskussion. Indkøbene går ikke stille for sig, når man skal være sikker på at hjembringe de allerbedste tomater. Den varierede form på de mørklilla auberginer, man simpelthen bliver nødt til at røre ved. Og naturligvis smagen, når den besøgende skal overbevises om, at netop disse appelsiner er de allerbedste."

Så er man der jo. Det er jo lige netop sådan et sansebombardement, der er Toscana.

De to guider tager læseren rundt på en tur gennem samtlige Toscanas provinser, en for en. Vi får provinsens historie, politisk og kunstnerisk, vi bliver ført gennem de karakteristiske landskaber, vi præsenteres for de væsentlige monumentale bygningsværker. Og vi føres ad mere ukendte veje og stier til ubemærkede perler. De to har et stort overblik over deres stof, og de doserer det hele godt og forfriskende. Og så akkompagneres det hele af de vekslende egnes specielle frembringelser og madkultur. Vi hører om egnens bedste vine. Og vi får for hver provins en række opskrifter på egnsretter, der er lige til at gå til.

Det er ordene. Og så er der de mange, mange billeder. Der er stemningsfulde landskabsfotos, fotos af de mange smukke bygninger, glimt af hverdagslivet - og masser af fotos af de bugnende mængder af fantastiske fødevarer, grøntsager, oste, kød og vine. De er en fuldt integreret del af fremstillingen.

Jeg elsker selv Toscana og følger med stor glæde guiderne gennem de steder, jeg kender rigtig godt i forvejen - Pisa og Firenze, Siena og San Gimignano - og får masser af inspiration til nye steder, der skal med de næste gange, for eksempel Pistoia og Pitigliano, Volterra. Det er jo dejligt at have striber af små vidundere til gode. Bogen er en kærlighedserklæring til et område, som mange danskere jo kender rigtig  godt. Og her får man så en formidabel tur, der kan nydes i lænestolen - og masser af inspiration til endnu en rejse til Toscana. Dertil kommer, at bogen ved stedregister kan bruges som egentlig rejsehåndbog og ved register over madopskrifterne kan anvendes som inspirerende kogebog.

Sidste ord til forfatterne: "Toscana - regionen med de tusind nuancer. En uendelig opdagelsesrejse, der fylder hjertet, tankerne og sanserne med nye indtryk, verdenshistorie, naturskønhed, vidunderlige dufte og dejlige smagsoplevelser."

Og det spejler bogen så på fremragende vis.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
Maden, vinen, kulturen & landskabet
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51392965
Graphic
Bettina Kjærulff-Schmidt
ISBN
9788702155358
Antal sider
329

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer