Anmeldelse
Tingtale af Harald Voetmann
- Log ind for at skrive kommentarer
Voetmann skriver saftige, sjove, rørende tekster i udstillingskataloget om 15.000 års vestegnshistorie. I forhold til sit eget livlige bagkatalog kommer han en smule til kort.
På Kroppedal Museum i Taastrup udgør 99 (brugs)genstande udstillingen’99xVSTGN’, og det er ikke hr. hvem-som-helst, der har produceret, indsamlet og redigeret tekster til det lækre udstillingskatalog ’Tingtale’.
Harald Voetmann, der selv bor på Vestegnen, er en kritikerrost forfatter, der har vist med sine tidligere udgivelser, at han i dén grad kan vække historien til live gennem personer såsom Tycho Brahe og benediktinermunken Othlo. Hvorfor så ikke også på baggrund af genstande fra 15.000 år på Vestegnen? ’Tingtale’ er et flot, ambitiøst og modigt genre-eksperiment, der er værd at læse – også uafhængigt af udstillingen – men kataloget indfrier ikke helt forventningen om endnu et gennemført intenst Voetmann-værk.
Det bedste, en bog kan gøre for sin læser, er at udfordre, og dét gør ’Tingtale’. ’Tingtale’ viser læseren, at en genre er en genre… indtil den møder andre genrer og fusionerer med dem. Katalogets flotte billeder af udstillingsgenstandene får selskab af frit fabulerende tekster, digte og interviews med vestegnens borgere om barndomsminder.
I ’Tingtale’ er Voetmann tidens DJ, der scratcher sig gennem 15.000 års Vestegnsliv. Nogle gange kører det som smurt, andre gange er der for meget mislyd. I teksten ’Landskab’ udfolder forfatterens unikke stil sig i et ”uartigt”, poetisk sprog og lader flere historiske spor kollidere midt i det karakteristiske, flade Vestegnslandskab:”Her er et hjulspor gennem mudderet/det er fra din tipoldefars væltepeter./Nej, det er fra mormors seniorscooter./Nej, det fra skærsliberen, som slukøret triller/sin kærre hjemad en novemberdag i 1648/og bander over den sløje omsætning.”
Den storladne poesi og svundne tiders schwung brager effektfuldt ind i hverdagen, som når: ”Vi synker tænderne i mulden og den giver efter./Moder jord skal altid føde lige midt i min buffet (…) På bænken åbner vi picnickufferten/drejer låget af termokanden og fornøjer os/med en mangfoldighed af skiveskåret/kødpålæg på skiveskåret brød”. Flere gange lyder det: ”Det er ikke perfekt, men så er det heller ikke værre”.
Heroverfor står mindre vellykkede passager. Bl.a. virker teksterne om Quality Hotel i Høje Taastrup endimensionelle, og af og til er prioriteringen af det indsamlede interviewstof skæv.
’99xVSTGN’ er en del af projektet ’Historier om Danmark’, der bl.a. arbejder for at udbrede en større historisk bevidsthed, og udstillingskataloget ’Tingtale’ er en god indsats på vej mod målet.
Brugernes anmeldelser