Til den lyse morgen

Myginds digte stiller sig undrende og spørgende overfor verden og sproget på en måde, som kun poesien kan og bevæger sig elegant ind og ud af temaer som død og sammenhæng.

’Før vi har set os omkring’ er titlen på Mads Myginds debutdigtsamling fra 2011, og også efterfølgeren ’Til den lyse morgen’ bevæger sig i mange retninger og ad mange forskellige tematiske spor. Visuelt afspejles det i digtenes slanke søjler af ord og de mange linjebrud, der ikke blot grafisk men også betydningsmæssigt hele tiden flytter og forskyder digterjegets – og dermed også læserens – opmærksomhed og fokus fra det ene emneområde til det andet.

I hurtige klip bevæger digtene sig fra det sansenære og konkrete til det polemiske og samfundskritiske men altid med jeget som centrum og omdrejningspunkt. Alt sammen i et forsøg på at problematisere og nedbryde de niveauer og hierarkier vi normalt beskriver og kategoriserer virkeligheden i for at gøre den håndterlig – men dermed også forenklet og éndimensionel:

”jeg rejser mig og går gennem en navnløs boulevard/ den er under ombygning/ nu hedder den ingenting/ men jeg vil ikke være med til at reducere det navnløse til et navn/ hvem bestemmer at det her er en arm/ at det her er en mund/ at det her er en situation”.

Citatet er et karakteristisk udtryk for den fundamentale spørgen og søgen, der altid er på spil i Mads Myginds digte sammen med en ironisk og tankevækkende venden velkendte talemåder og sproglige klicheer på hovedet: ”det er ikke skinnet der bedrager/ det er bedraget der skinner”.

Et andet tematisk spor i samlingen kredser omkring døden. Ikke mindst den i den nære familie, der afslører, at der hvor vi helst vil se orden og sammenhæng og se et levet liv som en sammenhængende fortælling, er der måske i virkeligheden tale om modsætninger, hemmeligheder og brud:

”da min mormor døde virkede det som et brud på kronologien/ da vi begravede hende var hendes liv en fortælling/ med en begyndelse, midte og slutning/ som om det hang sammen, hendes liv/ det gjorde det ikke/ pludselig var det slut”.

Forestillingen om sammenhæng, orden og kronologi er i Mads Myginds digte erstattet af tilnærmelser, omkredsninger og forsøg: ”jeg snakker udenom for at indkredse det centrale”, eller ”jeg bliver aldrig færdig med at begynde” som det hedder med nogle karakteristiske formuleringer.

Hvis der stik imod digtenes intentioner alligevel skulle uddrages en menig eller et budskab, er det tematiseringen af, at der hverken i verden eller i sproget findes en sidste og absolut mening eller autenticitet – og at det netop er godt sådan: ”jeg tror ikke autenticiteten findes/ som andet end længsel efter autenticitet/ alt er autentisk, hvad fanden skulle det ellers være”.