Ti vilde heste

Tænksom og fin roman om en kvinde, der som 50-årig, ser tilbage på en svær barndom og ungdom med store svigt og stiller spørgsmålet: Kan jeg tilgive?

Elisabeth Rygård er bedst kendt som filminstruktør. Hun har tidligere skrevet et par digtsamlinger og debuterer her som romanforfatter.

Romanen opleves gennem den hovedperson, der konsekvent omtales som pigen. Første og sidste kapitel, der danner ramme om romanen, er dog skrevet i jegform og giver det indtryk, at der kunne være tale om en biografisk roman.

Vi følger pigen fra helt lille til hun selv stifter familie. Pigen vokser op i en almindelig kernefamilie, hvor faren er læge og moren hjemmegående. Under overfladen har faren dog voldsomme humørsvingninger og moren svære depressioner. Omkring den lille familie optræder andre familiemedlemmer - ikke mindst farmoren og farfaren. Disse bedsteforældre er skildret knivskarpt som mentalt små mennesker, der forguder deres lægesøn: familiens stolthed. De lever i et mentalt snæversyn efter gamle normer og bruger faste sproglige vendinger som: ” kvinden skal være modig, munter og mild”.

Da forældrene bliver skilt, kommer pigen til at bo forskellige steder. En periode bor hun i provinsen, hvor hun går i gymnasiet og bliver offer for rygtedannelse og provinsmentalitet, når den er værst.

Beskrivelsen af barnets evige bekymringer og omsorg for den depressive mor, der ryger ind og ud af hospitalerne, ligner på mange måder det, som Hanne Richardt Beck beskriver i 'Men bedste hr. Hund'. Bogen afspejler en stor smerte hos den voksne kvinde, men Elisabeth Rygård forstår også at beskrive den helt lille piges følelser. ”Barndommen er for voksne” – som den voksne pige siger.

Moren opfatter sig selv som offer, der har opgivet sin egen karriere for at blive hustru og mor. Sygdommen bliver efterhånden en livsstil for hende og et tyranni for pigen.

Elisabeth Rygård beskriver familien og samfundet fra en kvindevinkel, men nægter i modsætning til moren at se kvinden som et offer. Det er en alvorlig bog, men ind imellem aner man noget af den humor, der kom til udtryk i hendes bittersøde film Ta´ det som en mand, frue..

Undervejs kom jeg flere gange til at tænke på min egen opvækst i provinsen, specielt i afsnittene om bedsteforældrene og gymnasietiden. Jeg blev meget grebet af bogen, som jeg læste i ét stræk.