Bog

Tæppefald

Af (
2010
)

Anmeldelse

Tæppefald af Inge Lise Hornemann

12 apr.10

Elsker du dit job så meget, at du er villig til at ofre alt andet for det? Hovedpersonen i denne fantastisk velskrevne og vedkommende roman er.

Det er ganske enkelt en rigtig, rigtig god roman, Inge Lise Hornemann har skrevet. En troværdig, tankevækkende historie om en kvindelig skuespiller, for hvem arbejdet betyder alt.

Toni Markvard har succes som skuespiller. Hun arbejder på et lille teater, hvor hun får lov at spille flere hovedroller om året. Hun elsker sit job, og hun elsker sin mand, Martin, der er ejendomshandler. De har ingen fælles børn, men han har en teenagedatter, Louise, der bor hos dem hver tredje uge.

Når Toni øver en ny rolle, isolerer hun sig fra verden, lukker sig inde i sig selv og koncentrerer sig 100 % om rollen. Det accepterer Martin tilsyneladende. Han passer sit job, kommer til premiererne og åbner en god flaske vin, når Toni kommer hjem efter første spilleaften.

Umiddelbart et harmonisk hverdagsliv med to individuelle voksne, der hver tredje uge laver plads i deres liv til en halvstor pige. Men en dag fortæller Louise, at hun gerne vil bo hos sin far og Toni permanent, og det tilsyneladende perfekte samliv viser sig at være meget skrøbeligt.

Toni har nemlig ikke lyst til at få sit hjem invaderet af en selvoptaget teenager. Hun vil selv have lov til at være selvoptaget eller i hvert fald helt og aldeles optaget af en rolle.

Inden Toni og Martin får diskuteret problemstillingen igennem, sker der en forfærdelig ulykke med Louise, som får Louises biologiske forældre til at rykke sammen og stedmoderen til at være overflødig.

Toni står på scenen, fordi det er det eneste sted, hun føler, hun stadig lever. Det er det, hun kan og vil. Indtil hun en dag pludselig ikke kan længere.

På det medfølgende forlagsmateriale står der, at Inge Lise Hornemann fik inspiration til denne romans handling, da hun i 1980´erne arbejdede på Aalborg Teater, hvor hun oplevede skuespillerlivet tæt på - den enorme dedikation til skuespilkunsten. Men den samme problemstilling kunne sagtens gøre sig gældende inden for andre fag. Dette at være så optaget af sit arbejde, at det overskygger alt andet. At det er det, der er meningen med livet.

Det handler ’Tæppefald’ om – en ualmindeligt velskrevet og vedkommende roman!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28180942
Graphic
Sven Reiner Johansen
ISBN
9788702090031
Antal sider
170

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer