Stille dage, vilde nætter

Man kan ikke andet end lade sig rive med af heden og de insisterende vinde, når Babitz fortæller små historier om sex, stoffer og berømtheder.

Eve Babitz blev muligvis ikke anset for at være andet end en middelmådig forfatter i sin tid, og måske var det hendes udsvævende levevis, der fremprovokerede denne holdning. I hvert fald var det næppe hendes skriverier, hun var mest kendt for. Heldigvis er tiderne og holdningerne til hendes forfatterskab ændret, og vi har nu fået muligheden for at stifte bekendtskab med hende på dansk.

Forfatteren var en kendt/berygtet party girl i 60’erne og 70’ernes Hollywood. Hun sammenlignes med Joan Didion, men en mere festlig udgave af denne. Men Eve fik i sin tid aldrig den store anerkendelse for sit arbejde som kunstner og skribent, som Didion gjorde. Hun blev mere kendt for sit liv som party pige og sine berømte elskere.

Romanen ’Stille dage, vilde nætter’ udkom tilbage i 1974 og er skrevet til en mand, som Babitz var forelsket i: ”Det er min plan at forføre en ikke-læser gennem en kort og rammende beskrivelse af L.A.”, indleder Babitz sin bog med at skrive. Og det er præcis, hvad hun gør. Romanens kapitler er små fortællinger, der tager udgangspunkt i steder i og omkring L.A., personer hun er sammen med i givne situationer og vejrforhold, der har stor betydning. Det udgør tilsammen en række øjebliksbilleder og et kik ind i Eve Babitz’ vilde og utrolige liv og et fantastisk stemningsbillede af L.A.

Det er ikke, fordi det er de saftige sladderhistorier der kommer frem i bogen, og hun er heller ikke udpenslende i sine beskrivelser, men hun lægger på den anden side heller ikke fingre imellem, eller pakker noget ind, når hun beskriver sit forbrug af diverse narkotika og forhold til mænd.

Bogen har ikke helt samme effekt på læseren, som en spændingsmættet page turner kan have, men med sit lette og flydende sprog og Babitz’ evne til at beskrive L.A. i billeder, der lader læseren flyde med ind i en verden af berømtheder, slanke palmer og solnedgange i Technicolor, er det alligevel en bog, hvor siderne nærmest vender sig selv.

Hvis man bliver bidt af denne bogs beskrivelser af L.A., kan jeg anbefale Bret Easton Ellis’ romaner ’Under nul’ og ’Angiverne’, der ligeledes har L.A. som omdrejningspunkt, og hvor man også får den kaotiske og solbeskinnede storby helt ind under huden.