Anmeldelse
Sørgekåben : en fortælling om fædre, sønner, sommerfugle og min fars selvmord af Mikkel Frey Damgaard
- Log ind for at skrive kommentarer
Familiehemmeligheder, fortrængninger og løgne flokkes i bevægende og personlig fortælling om et liv i skyggen af en far.
Da Mikkel Frey Damgaard var otte år, begik hans far selvmord. Dette selvmord lagde sig som en dyster kåbe over hele familien, og ingen ønskede at tale om, hvad der var sket. Det betød blandt andet, at Mikkel altid følte sig forkert, trist og uelsket, og da han blev voksen, udviklede det sig til en decideret angst. Mikkel blev bange for, at han selv ville komme til at begå selvmord som sin far. Angsten kulminerede i 38-års alderen, den alder faderen havde, da han tog sig liv.
Mikkel fik et råd fra en psykolog om at lære sin far at kende, og et større detektivarbejde gik i gang med besøg på biblioteker, lokalarkiver, og Rigsarkivet. Han opsøgte desuden alle de mennesker, der engang havde kendt han far. Mikkel læste også faderens digte, breve og efterladte papirer og fandt ud af, at faderen havde forsøgt at skrive sig ud af familien, Mikkel selv derimod foretog den modsatte bevægelse, han skrev sig ind. Snart gik det op for ham, at familien altid havde excelleret i hemmeligheder, fortielser og tabuer. Løgne gennem generationer havde været familiens måde at holde hånden over og iscenesætte familiens patriarker. De blev præsenteret som ærefulde og noble, på trods af at de var det modsatte. Nazister, værnemagere og bedragere var prædikater, der klæbede til dem, og angsten for at blive som dem, eller at nogen fandt ud af, hvor idealiserede de havde været, var grunden til at Mikkel og hans far, farmor og oldemor led under ubearbejdede traumer, selvlede og sorg.
'Sørgekåben' er en stærk og personlig fortælling om at blive iført en kåbe af skam, skyld og sorg, der er nedarvet gennem generationer. Men også om at vælge at gøre sig fri, at smide kåben væk og indse, at den aldrig har passet, fordi den er alt for stor, ødelæggende og grim. Det er en bog om umodne voksne, der mishandler børn psykisk, fordi de selv er sårede og ikke magter sorgen. Og så er det en fortælling om, at man skal kende fortiden for at kunne leve i nutiden og fremtiden.
Mikkel Frey Damgaard er uddannet journalist og har i forbindelse med, at han har skrevet på denne biografi også lavet en podcastrække under navnet 'Selvmordstanker', som jeg også kan anbefale på det varmeste. 'Sørgekåben' (hvilken fantastisk metafor, Mikkels far var passioneret sommerfuglesamler ) er en en velskrevet, letlæst, velredigeret og spændende historie om et menneske, der nægter at arve sin families traumer.
Brugernes anmeldelser