Solitaire

Kontroversiel, rystende, opfindsom og velskrevet roman om Mads, der isolerer sig i en bunker i et år. 730 postkort fortæller om ham, hans kæreste og deres barske fortid.

Selvom ’Solitaire’ blot er Mads Damsøs anden roman, fornemmer man allerede en ting, der kan vise sig at blive karakteristisk for denne forfatter – nemlig dét, at her ved man aldrig, hvad der vil ske, når man åbner bogen. Damsø er en overraskelsernes mand, så rust jer: Her kommer I hele følelses- og stemningsregistret igennem. Dét er ’Solitaire’ et cementeret vidnesbyrd om.

Mads lægger selv navn til hovedpersonen, der har besluttet at lade sig totalt isolere i en bunker i et år. Han vil som et eksperiment undersøge, om isolationen på paradoksal vis kan vise sig at være en vej ud af den ensomhed, de sociale medier (igen: paradoksalt nok) har bragt ham ind i. Idéen vækker selvsagt opmærksomhed, og en tv-station går med på spøgen og vil transmittere fra bunkeren 24/7 i det år, Mads skal tilbringe derinde. På den måde kan folk hjemme i stuerne følge med i eksperimentet.

Hvad Mads dog har undladt at oplyse er, at han står midt i et kompliceret parforhold, og det er dybest set dét, han nu vil forsøge enten at redde eller bringe til ophør via dette års isolation. Kun hans redaktør, som har bedt ham om at skrive kærlighedshistorien over dem alle, ved, at Mads har en kæreste, og redaktøren indvilliger i følgende: For at bevare et minimum af kontakt vil Mads hver dag skrive et postkort, som redaktøren forpligter sig til at viderebringe til kæresten. Kæresten vil på sin side også dagligt skrive et postkort til Mads, men han kan først få dem at se, når han kommer ud af bunkeren.

Værket består altså af ikke færre end 730 postkort – 365 fra Mads til kæresten og 365 retur. Og her vil det være på sin plads at rose forlaget for endnu engang at imponere med lækre, grafiske detaljer.

Indholdet af postkortene spænder fra beskrivelser af Mads´ hverdag i bunkeren, kærestens hverdag derhjemme samt fortællinger fra begges fortid. Afgørende hændelser, som de ikke tidligere har fortalt hinanden om. Og hverken de nutidige eller de fortidige beskrivelser er for sarte sjæle! Der diskes op med virkelig barske og overrumplende historier, som man som læser i dén grad rystes af. I samme åndedrag er jeg så nødt til at fremhæve, at der også er store mængder af (sort) humor og spidsfindigheder heri, så hvis du kaster dig over ’Solitaire’ får du, som antydet indledningsvis, hele pakken. Man får lyst til både at grine og græde – og også til at kaste lidt op engang imellem.

Jeg har ved Gud været gennem mange forskellige følelser i min læsning af denne bog, og det skal tilføjes, at den også er ganske spændende. Der skabes automatisk en suspense, da de to postkort-skrivere hver især bryder ind i hinandens fortællinger.

Bogen er tydeligvis ikke målrettet en bred læserskare, men det var, hvis man skal tro forfatterens sidste ord, bestemt heller ikke meningen. Faktisk tilstræbte han kun en enkelt læser – og mere skal ikke afsløres her.