Sneleoparden

For den energiske rejsende kan Nepal byde på næsten alt – bortset fra strandliv - verdens højeste snebjerge, golde klipper, knaldgrønne, frodige bakker, jungle. Gamle kulturbyer og smukke landsbyer – et mylder af stammefolk med lige så mange sprog – hinduisme, buddhisme og andre religioner med hver sin stærke kultur. Kom bare af sted!

For mig er det bedste ved Nepal nogle egne og landsbyer mellem høje bjerge nord for selve Himalayakæden – efter 3 lange besøg længes jeg stadig tilbage. Mine steder ligger i disse golde, men farverige bjerge, hvor bittesmå landsbyers huse og marker lyser op i årets skiftende farver. Disse oaser findes kun i kraft af små vandingsstrømme, som hentes langvejs fra i smalle kanaler. De passes og plejes, og vandet fordeles mellem familierne efter ældgamle regler.

En af adgangsvejene er dalen Kali Gandaki, verdens dybeste – en årtusindgammel handelsvej mellem Tibet og det indiske kontinent – omgivet af 8000-m. tinder og alverdens flotte landskaber. Her foregår alt til fods – eller med 15-20 personers rutefly til en grus-landingsbane i byen Jomosom.

Op gennem denne dal startede i 1973 også den rejse, Peter Matthiessen beskriver i bogen Sneleoparden. Målet var det sagnomspundne område Dolpo i NV-Nepal. Formålet var udforskning af det vilde blåfår, som måske er en ged, og zoologen George Schaller var leder. Matthiessen selv er forfatter og naturforsker og kendte Schaller fra rovdyrstudier i Afrika.

Denne vidunderlige bog handler om rejser på flere planer: dels den fysiske rejse, der beskrives så eminent, at vi kan se, lugte, mærke og høre alt – mennesker, landsbyer og naturen undervejs. Gennemvådt tøj, isglatte stier, lugten af yakgødnings-brænde, solens sidste lys på en gnistrende snetinde, smalle sorte dale med susende gribbe, sherpaernes latter og tamang-bærernes sange. Jeg har sjældent læst en så visuel rejsebeskrivelse.

Så er der samtidig Matthiessens indre, åndelige rejse – mod indsigt, ro og erkendelse. Han er meget kyndig i zen-buddhisme, og har samtidig en kæmpeviden om andre retninger af buddhismen og om tro i al almindelighed. ”I den længsel der sender mennesket på vandring, ligger der en form for hjemve, og i en vis forstand er min rejse mit første skridt på vejen hjem”. Vi lærer ham at kende som menneske – hans begejstring, nedture og hudløse ærlighed om egne svagheder – og hans sorg, da den frigjorthed han har fundet i de øde bjerge siver bort allerede ved tilbageturens første kontakt med den moderne tids velsignelser.

Og så er der udforskningsrejsen – i Dolpo ved Shey tempel-klostret kan man komme ret tæt på blåfårene, fordi jagt på dem er forbudt her. Netop lige før vinteren er de i brunst, og deres gøren og laden i den periode kan give afgørende beviser for, om dyret mest er et får eller en ged. Matthiessens naturbeskrivelser er så sansede, og netop ”naturlige”, at man bliver helt fascineret af de flotte og kraftfulde dyr, og deres samspil med mennesker, ulve, rovfugle – og sneleoparden! ”Det er forunderligt som dette væsen samler hele landskabet, lige fra lysrefleksen i et fårs gamle horn til lyden af en sten på den frosne jord”. De meget sjældne og sky dyr lader sig ikke se, men efterlader spor overalt, og er hele tiden tæt på den lille ekspedition.

Som sagt kan denne bog læses på mange planer, men bare som rejsefortælling alene er den en stor oplevelse.