Anmeldelse
Sneenglen
- Log ind for at skrive kommentarer
En fortryllende og poetisk fortælling om glæden ved snevejr.
I denne fine og smukt illustrerede historie får snevejret krop og sjæl i form af en blid sneengel, som leder efter et sted at sprede sne og glæde. Historien fortælles på rim og ledsages af et stemningsskabende og næsten magisk sneunivers. Det føles lyksaliggørende for en stund at overgive sig til dette smukke og tidløse lille eventyr i den mørke kolde vintertid.
Sneenglen hvirvler gennem de kolde sneklædte landskaber på udkig efter et sted, hvor hun kan føle sig velkommen og hjemme. I byen kan menneskene ikke lide kulden, og der er snart mennesketomt i gaderne. I skoven daler hun ned, men her er der også ensomt og uhyggeligt. Så hører hun to børn og en hund udenfor et hus længes efter snevejr, så hun lader nogle snefnug dale ned over dem. Børnene bliver henrykte, og resten af dagen leger sneenglen og børnene sammen i sneen. Ved aftenstid skal børnene ind, og sneenglen lægger lykkeligt sig til at sove på familiens hustag.
Historien og budskabet er kort, fængende og versene ligger godt i munden. Allerede på forsiden fornemmer man den magiske stemning med de sølvskinnende snefnug, og forventningerne indfries til fulde af historien. Det luftige og svævende udtryk i de grå-blå landskaber skaber en stemning af eventyr og magi, og det står i harmonisk kontrast til børnene og deres glæde i varme orange-røde nuancer. En smuk og poetisk fortælling om den umiddelbare glæde ved sne og leg, som både kan nydes til jul og i hele vinterhalvåret.
Brugernes anmeldelser