Slagtehuset

Den desillusionerede privatdetektiv kommer på en blodig sag med tråde til fortiden i denne forrygende og brutale thriller. Ikke for sarte sjæle.

’Slagtehuset’ er mit første besøg i Paul Cleaves Christchurch noir-serie, men det bliver bestemt ikke det sidste. Privatdetektiven, den tidligere betjent Theodore Tate, har haft nogle vanskelige år med et fængselsophold for spritkørsel, en død datter og en hustru i koma. Han drømmer om at vende tilbage til sit job i politiet og får chancen, da en seriemorder hen over en enkelt nat slår til mod flere ofre.

De første to ofre er plejehjemsbeboere, og pressen døber derfor hurtigt morderen 'seniormorderen'. Men så brydes mønstret, da en hårdtarbejdende revisor bliver det næste offer. Og da en yngre læge med sine tre børn kort efter forsvinder, sætter politiet alle sejl til.

’Slagtehuset’ foregår i Christchurch, der er den andenstørste by i New Zealand. Jeg håber dog ikke, at bøgerne tegner et korrekt billede af byen, for jeg kom til at tænke på Gotham City under læsningen. Kriminaliteten er støt stigende, og menneskekærligheden faldende i samme hastighed i Cleaves kulsorte version af byen, hvor borgerne hellere spytter på politiet end hjælper dem.

Paul Cleave skriver forrygende. Det er sort, ondt og uden mange lyse øjeblikke, men det er også spændende og gribende. Ved at lade os følge sagen fra både Tates og morderens side, får vi en helt anderledes forståelse af begivenhederne. Det er svært ikke at føle medlidenhed med morderen, jo mere vi lærer hans fortid at kende. Men samtidig er hans gerninger så modbydelige, at de ikke kan forsvares. Tate selv er bestemt ingen engel, og til tider sidder man og spekulerer over, om der i virkeligheden er den store forskel på betjenten og morderen.

Jeg er vild med ’Slagtehuset’, som er både dyster og brutal, men også meget velskrevet og med et skarpt plot, der bliver ved med at overraske lige til den sidste side. Det er ikke ofte, at en thriller, hvor vi kender morderens identitet, kan overraske så meget. Som skrevet har jeg ikke læst de tidligere bøger i Christchurch noir-serien, men det var ikke noget problem at følge med af den grund. Selvom personerne går igen i universet, og der naturligvis sker en personlig udvikling med bl.a. Tate, så er han ikke hovedpersonen i alle bøgerne. ’Det syvende mord’ har f.eks. seriemorderen Joe som fortæller, mens ’Hævn’ har en søn af en seriemorder i hovedrollen. Derfor kan man sagtens springe ind undervejs, omend jeg nu vil skynde mig at læse de første også.

’Slagtehuset’ er ikke for sarte sjæle. Den er grum og dyster, og Cleave lægger ikke fingrene imellem i forhold til historiens mere blodige detaljer.