Anmeldelse
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Kl
- Log ind for at skrive kommentarer
En poltergeist, en morderisk bande, en bager, et postbud - og så et par byboere som flytter ind, hvor de slet ikke kan bunde!
Da jeg så titlen "Skidt klædte mænd med baseballbat”, måtte jeg bare læse bogen. Sådan en titel, som gav mig associationer til Stephen Kings "Lumpne mænd i gule frakker", måtte dække over noget godt. Og det gør den også.
Erling og Abelone flytter fra storbyen til den lille by Tolby efter at Erling med nød og næppe overlevede en trafikulykke. Tolby er blevet dem anbefalet af Erlings gamle ven, posten Lauge, fordi husene er så billige.
Men knap er de flyttet ind, før der begynder at ske mystiske ting. Erling ser mærkelige lys i stuen. Huset er altid så mørkt. Og hvad er det for en underlig skikkelse, som holder til i kælderen?
Og som om de mystiske hændelser i huset ikke er nok, så opdager Erling og Abelone også, hvordan den lokale bande, Tolby-banden, styrer byen med hård hånd. De tager, hvad de vil have, og tæsker hvem de vil. Ingen tør stoppe dem - mindst af alle den lokale landbetjent.
Men Tolby har en bager, og han ved lidt af hvert.
Klenø er blevet inspireret til en del af historien af et virkeligt mord begået i Tolne for ca. 20 år siden, men har bygget på og ændret så historien nu er blevet en to-delt beretning med en djævelsk side.
Historien er generelt spændende, og idéen bag er rigtig god. Beskrivelsen af den onde poltergejst, som bor i Erling og Abelones hus, og Tolby-bandens brutale adfærd sidder lige i øjet. Men sprogligt kikser det lidt ind i mellem, og især dialogerne kommer til at virke kunstige. Trods det synes jeg stadigvæk, at "Skidt klædte mænd med baseballbat" er en herlig læseoplevelse, og er du til dansk provins-gys, skal du helt sikkert tage en tur til Tolby.
"Skidt klædte mænd med baseballbat" er Morten Nis Klenøs første roman. Tidligere har han skrevet novellesamlingen "Rustvogn", der blev udgivet som Books on Demand.
Attika, 2008. 265 sider.
Brugernes anmeldelser