Skibbruden - og andre fortællinger om udødelighed

Messell har skrevet en fabelagtig flot debut med sære, magiske og meget dragende noveller. Samlingen byder på flere enestående læseoplevelser.

Messells noveller fremstår som magisk realisme, hvor asiatiske myter blander sig med vestlige eventyr i et realistisk univers. Novellerne kredser om momenter, hvor naturens orden bliver brudt og personerne bliver udsat for en overskyggende forandring eller en ubærlig sorg. Alle hovedpersoner er på en eller anden måde skibbrudne - deres livsbane er knækket. Novellerne behandler dødelighed som den tilstand, vi mennesker ikke kan lægge fra os, men åbner for tanken om udødelighed, som en slags eksperiment.

Frem af den realistiske virkelighed opstår for eksempel dukken som erstatter det døde barn, pigen med abeansigtet, den reflekterende men krakelerede marionetdukke, den bevingede pige, havfruen og ikke mindst konservatoren, der lever sammen med en panter.

Den blandede historiefortælling fremstår med en lethed, og virkeligheden og det magiske krydser ubesværet hinanden i en integreret fortælling. Her blandes den moderne familiehverdag med fantastiske begivenheder. De gamle værdier repræsenteres af mytiske fortællinger og tro, og eksisterer som grundlag for fortællingens rum: ”Gravide kvinder bør aldrig se vilde dyr i øjnene. Noget dyrisk vil umærkeligt forplante sig til det ufødte barn og give det enten pels, skæl eller kløer. Shamini havde været overmodig og skødesløs med det lille liv voksende i sig,” som udspilles i novellen 'Monkey Girl'.

Særligt novellen ’Jagt’ er fænomenal. En konservator skal udstoppe en (bedøvet) panter. I en næsten Kafkask stil beskrives hans sære forvandling, da han lader panteren vågne op, så han kan leve sammen med dette rovdyr af en kvinde: ”Der er intet ved hende der minder om menneskelighed. Alligevel forekommer hun mig at være så lig mig selv (..) Jeg ved ikke, om det er min menneskelighed eller hendes dyriskhed, der går i opløsning. Vi smelter sammen og er én.” Grebet er sofistikeret i sin enkelthed. Panteren er et unaturligt element, som sættes ind i en realistisk ramme. Lukket inde i en lejlighed, mens verden udenfor kører videre i sin almindelighed. Fortællingen er så stærk i sine absurde billeder, at den griber læseren i et tilbageholdt åndedræt.

Novellerne kredser om smerte og tab, men dvæler ikke ved fortabelsen. Inden smerten og følelserne for alvor indfanger læseren, brydes fortællingerne i en magisk fortællestil, hvor de mytiske elementer hæver fortællingen op på et universelt niveau. I det sære og absurde univers muliggøres en forløsning og sorgen, og bruddet synes så at kunne gennemleves. Alvoren bæres frem af det magiske rums utallige symboler og merbetydninger, læseren kan reflektere videre over.

Messells noveller åbner et nyt spor i en magisk realisme, hvor en asiatisk tankeverden kombineres med et vestligt univers. Der er tale om en hybrid med et ret interessant nyt blik, der går på tværs af kulturelle grænser i en globaliseret verden.

Historierne er mærkelige, dybe og fascinerende. Jeg blev hurtigt indfanget i de sære fortællingers dragende univers. Messells samling fremstår som dyb, moden og eksistentiel litteratur. Det er betagende og brandgodt.