Silas Corey bind 1 og 2 af Nury og Alry

Silas Corey er helten, man hader at elske, i den grafisk imponerende spionhistorie om alliancer og dobbeltspil i 1. Verdenskrigs Frankrig. Desværre er historien lovligt indviklet i eget plot.

Fabien Nury har skrevet endnu en fartspændt og dramatisk historie om spioner og storpolitik i begyndelsen af det 20. århundrede. Han har tidligere bl.a. leveret manuskript til ’Blod og Guld-serien’ og ’Der var engang i Frankrig’. Denne gang hedder hovedpersonen Corey, Silas Corey; en blanding af Eastwoods tavse cowboy og vores allesammens hemmelige agent nummer 1 – tilsat et ordentligt skud lejesoldat.

Sammen med sin assistent af uspecifik asiatisk afstamning, Nam, som, ud over at holde sin chef forsynet med en afslappende opisumspibe i ny og næ, kan et trick eller to, når det gælder om at kæmpe for livet. Og kæmpe for livet bliver der i stor stil i denne serie! Der er fart over feltet hele vejen igennem, godt hjulpet på vej af tegner Pierre Alarys intense brug af nærbilleder og farvelægger Bruno Garcias fokus på mættet rød, gul og blå som grundlæggende toner på næsten hver side.

Scenen er sat i Frankrig i 1917 og plottet tager afsæt i en faktisk historisk disput mellem politikerne Joseph Caillaux og Georges Clemenceau. Førstnævnte ønsker at etablere en våbenhvile med tyskerne og sidstnævnte ønsker at bevare Frankrigs autonomi. Silas Corey arbejder for begge, men tjener nok i virkeligheden kun sig selv. Det er lidt svært helt at blive klog på, hvem han er, eller hvad hans motiver er, selv om der er et par flashbacks undervejs. Men det bliver forhåbentligt afdækket mere i de kommende historier i serien, som allerede foreligger på originalsproget.

Ud over de to politikere, omfatter persongalleriet og historien bl.a. den aldrende våbenhandlerske Celestine Zarkoff, som kører sit eget spil bag kulisserne, den mystiske tyske agent Aquila, som også har lagt navn til disse to binds undertitel: ’Aquila komplottet’ – selv om han ikke bliver bygget helt op til den rolle han tillægges - og sidst men ikke mindst Marthe, Coreys afdøde vens kæreste, som også er en slags dobbeltagent i det store spil om våbenhvilen og regeringsmagten i Frankrig, og som Corey har et temmelig ambivalent forhold til.

Når man blander alle disse personer og motivationer sammen, ender man med en flot og fascinerende tegneserie, der får en John le Carré roman til at ligne en pegebog for nul-til-toårige. Ikke nødvendigvis en dårlig ting, men jeg må nu sige, at jeg håber at få flere af brikkerne til Silas Corey-puslespillet udleveret i de kommende bind.