Bog

Siegfried. Bd. 3, Gudernes skumring

Af (
2018
)

Anmeldelse

Siegfried. Bind 3. Gudernes skumring

18 apr.18

Trilogien om helten Siegfried afsluttes på fornemste vis. Historien går op i en højere enhed, og særligt illustrationerne når nye højder.

Alex Alice er fransk og har flere udgivelser bag sig i sit hjemland. Trilogien er hans første på dansk, og det er absolut et behageligt bekendtskab. Den fantasyprægede historie er løseligt bygget op omkring både Wagners opera, nordisk mytologi og sagaerne om Vølsungerne. Med så mange inspirationskilder har seriens største udfordring nok været at holde styr på handlingen og det overordnede plot.

Siegfried, som jo var resultatet af en forbudt kærlighed mellem en valkyrie og et menneske, og som voksede op sammen med smeden Mime langt fra menneskeligt selskab, er blevet klar over, at hans plads er i menneskenes verden. Vejen til menneskene er lang og farefuld, og den eneste, der kender den rigtige vej, er det frygtelige uhyre, dragen Fafner. Missionen synes umulig, og selveste Odin advarer også Siegfried, men trods alle advarsler og forhindringer fortsætter han ufortrødent sin færd. Undervejs får Siegfried hjælp af en noget modstræbende Mime, men også af den flyvende hest Crane, og omsider når Siegfried dragens hule, og en frygtelig kamp forestår.

Historien om Siegfried er i bund og grund en fantasy-historie med alle til faget hørende elementer af mærkelige væsener, feer, kæmper, drager og guder. Siegfried er skildret og tegnet som en rigtig helt, mens Mime er blevet den lettere morsomme og karikerede figur. Plottet hænger i dette sidste bind meget bedre sammen, og samlet set er hele historien meget tilfredsstillende. Illustrationerne er som nævnt alle pengene værd, og af mange af de store illustrationer kunne man snildt lave til de flotteste plakater.

Bogdetaljer

Forlag
Zoom
ISBN
9788793564268
Antal sider
80

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer