Selvportræt med dyr

Stilistisk overraskende og overlegent udspil i erindringsgenren, hvor steder og mennesker står lysende skarpt.

Christian Yde Frostholm er forfatter og billedkunstner. I dette værk ser han tilbage på et omskifteligt liv. Fremstillingen er punktvis indtil det ekstreme. Teksterne er ganske korte, de kan være på blot en enkelt linje og op til en side eller to, men ikke mere, og de koncentrerede udsagn fungerer fremragende.

Sproget er helt specielt og i en klasse for sig. Det er klart og renset, man kan sige, at Frostholms litterære teknik placerer sig tæt på  "isbjergsteknikken", hvor kun toppen kan ses umiddelbart, mens tyngde og betydningslag ligger nedenunder de på overfladen enkle udsagn. Et eksempel kunne være denne tekst, som her gengives i sin helhed:

"Jeg hvisker til mine bamser, siger de andre og griner. Jeg frygter at de skal gennemskue det er drengene bag væggen jeg snakker med".

Det er her, læseren skal bidrage med sin indfølingsevne. Og det er på denne vis, man som læser bliver trukket helt ind i Frostholms univers.

Forfatteren er meget åben om sin seksualitet, der er et centralt tema i værket. Frostholm er homoseksuel/biseksuel, og han belyser sin seksualitet i skildringen af flere af sine skiftende forhold til såvel mænd som kvinder. Ligeledes står også forfatterens familie centralt i værket - med mor, søstre og ikke mindst faderen som vigtige figurer.

Bogen er en fragmentarisk skildring af et liv fra den helt spæde barndom til forfatterens aktuelle situation, og det er såvel udfordrende og fascinerende som tankevækkende at følge forfatteren gennem de skiftende positioner.

Værket er et suverænt udspil i erindringsgenren, kunstnerisk insisterende, sprogligt på et skyhøjt niveau. Og så med dette nærvær i detaljen, der giver en drejning, en mening, en dybde, en underfundighed, som f.eks. dette uddrag:

"Vi bor på Lundtoftesletten hvor æbleplantagerne får lov at gro til på grund af jernbanen som aldrig kommer.
Det hedder Det grønne område.
I begyndelse er alting nøgent. Der er slet ingen have endnu. Hjortetaktræet er lavere end carporten. Den modsatte grund er en kornmark, granerne i forhaven ligner juletræer, og det er svært at lade være at skyde genvej igennem den gennemsigtige liguster(...)".

Sådan viser Frostholm enkelt og dog suverænt, hvordan liv og lokalitet kan smelte sammen til ét.

Det er mit håb, at værket vil få mange læsere, som her kan blive ført ind i et helt specielt forfatterskab af stor væsentlighed.