Sandalmagernes Gade

En humoristisk og kalejdoskopisk fortælling fra antikkens Rom under kejser Marcus Aurelius. Vi oplever alle samfundslag, herrer og slaver, præster og troende fra mange religioner, intriger, magt og farver.

Læser man i danske litteraturhistorier om forfatteren til ”Sandalmagernes Gade” ,Nis Petersen, så behandles han ikke særlig pænt. Han var en drukkenbolt, der nassede på sine kærester og på sin søster. Han beskrev sit lejlighedsvise vagabondliv nærmest glamourøst, han løj højt og flot om rejser, han aldrig havde foretaget, og han havde aldrig lært at skrive. Resten af hans litterære produktion roses ikke ligefrem, så set på afstand er Nis Petersen nok et ”one hit wonder”. En litterær rockstjerne, hvis det begreb havde eksisteret i 30’erne.

Jeg holder meget af historiske romaner, lige fra ”Skriverjomfruen” og ”Jordens Søjler” til barndommens læsning af B.S. Ingemann og Etlar. Men den slags roman er ”Sandalmagernes Gade” ikke. Jeg var først lidt forbløffet over nutidige henvisninger; at der i en myldrende romersk gade optræder en pølsemand og en mannequin, og at Horats anklages for litterære tyverier fra Shakespeare. Nis Petersen har garanteret moret sig vældigt med at liste satire over sin egen tids foreteelser ind i historien.

Hovedfiguren er Marcellus, en fyr, der dasker lidt rundt mellem alle de livsopfattelser, der præsenteres i den romerske smeltedigel og til slut tiltrækkes af de kristne sammen med sin store kærlighed Cæcilia. Med Nis Petersens snurrige sprog beskrives Marcellus således, at ”..det, som andre vilde kalde vankelmod, af ham selv opfattedes som fordomsfrihed”.

Her er et mangfoldigt og farverigt persongalleri.  En scene som da Marcellus imponerer sin smukke modne veninde, Elina, i juvelerbutikken ved at kunne skelne falsk fra ægte kunne være taget lige ud af en nutidig amerikansk TV-serie.

Nis Petersen kunne skildre miljøer og lægge farver på, og han kunne få spændingen i denne mangfoldige krønike til at holde hele vejen. Han kunne sætte en scene og få den afviklet nærmest som i manuskriptet til en TV-serie og når frem til den melankolske slutning, som for os læsere et par menneskealdre senere måske kunne varsle senere fatale strømninger i samfundet.

Det er en god historie, der sagtens kan fængsle en moderne læser.