Rosendyrkerne

De to kvinder har boet sammen i en menneskealder, men i virkeligheden er de mest af alt bundet sammen af et dystert skæbnefællesskab, der bygger på traumer fra krigens tid.

Beatrice dyrker roser på kanaløen Guernsey, men det er så som så med idyllen. I virkeligheden hader hun roser, og hun har sine grunde til ligeledes at nære hadfyldte følelser til sit barndomshjem og til den kvinde, der har boet der sammen med hende siden den tyske besættelse af øen under 2. verdenskrig.

Helene kom til Guernsey som hustru til den tyske officer Peter Feldmann. Besættelsestiden blev dramatisk, især for Beatrice. Hun kommer væk fra øen efter krigen, men omstændighederne tvinger hende senere tilbage sammen med sin nyfødte søn.

Omkring disse to kvinder møder vi en mosaik af menneskeskæbner. Beatrices søn Alan klarer sig godt som sagfører i London på trods af et voksende alkoholproblem. Han er ulykkeligt forelsket i den unge og seksuelt særdeles frigjorte Maja, som er barnebarn af Beatrices veninde.

Desuden havner den neurotiske tyske kvinde Franca tilfældigvis som gæst i huset, og hun får nyt mod på livet under sit besøg på øen og gør oprør mod sin tyranniske ægtemand Michael.

Faktisk er det ikke helt dækkende at karakterisere bogens personer med et enkelt adjektiv eller to, for de er meget mere nuanceret beskrevet end som så. Trods det, at de på mange måder har usympatiske træk (egentlige helte findes ikke i bogens univers), kan vi føle sympati for de fleste af dem, fordi deres handlinger er velbegrundede i sociale eller psykologiske forhold. 

Det er svært at referere bogens handling uden at røbe for meget, for den rummer faktisk også en kriminalgåde med et par mord, som skal opklares. Desuden er hele bogens fundament en langsom oprulning af hemmeligheder fra fortiden, som har været med til at forme figurernes personlighed.

Derfor kan jeg bedst beskrive bogens særlige stemning som en blanding af den engelske ”dameroman” som hos Pilcher og Binchy og den psykologiske spændingshistorie som hos Goddard.

Vi hører om et lille hjørne af verden, som vi ikke kender så meget til, og indføres lavmælt, men gribende i nogle af de grusomme begivenheder, der udspillede sig under krigen.
 
Miljøskildringen er overbevisende, og man får lyst til at besøge nogle af strandene på den smukke ø.