Rosebud

Foruroligende og fascinerende debut fra den forfatterskoleuddannede Josefine Graakjær Nielsen med tekster, der snarere skjuler og slører end afdækker de voldsomme ting, der har født dem.

Rosebud. Og rosenknoppen er der, på forsiden, hvor den udgør hovedet på en bh-klædt kvindetorso, en vignet trykt i relief, på en pastelsart lyserød baggrund, en lillepige æstetik, der - lad mig bare afsløre det - er blodig ironi.

Rosebud. Det er det sidste ord, man ser Orson Welles' læber forme i filmklassikeren "Citizen Kane", navnet på hans kæreste eje, barndommens slæde, som gik op i røg og blev den nagende tomhed i ham livet igennem. Den tomhedens smerte er så helt reel i den lille bog, hvor Rosebud lige nævnes i kursiv.

Bogen er opdelt i en "Prolog til alle", der så efterfølges af ni tekster henvendt til en vis Niklas.

Teksterne er strømmende, sprogligt meget bevidste, så man som læser fanges ind og spændt følger deres forløb med en stadigt stigende bevidsthed om, at de dybest set handler om voldsomme ting, der af og til kan trænge op til teksternes overflade. Og når jeg siger voldsomme ting, er det altså det mest voldsomme, drab, misbrug, abort - "DET VAR IKKE DIG der ville skille dig af med fostret, en lille grim gul blommesæk på en skærm", som det hedder i bogens første tekst. Så der sipper jo så noget ud af teksterne, der ellers i deres lukkede forløb netop slører eller fortier de forfærdelige ting, der afføder dem, gør dem nødvendige. Man kan sige, at de vil lukke sig som et lag over det, de egentlig handler om, som en slags gulv. På den baggrund er en kælderlems metaforik for mig at se helt central. Den går igen, i anden tekst således:

"Vi har en lem i gulvet til min farfars kælder, ned til silkeormene og den døde krops erindring, min lille elskede, mit lys, jeg har ingen elskere undtagen i søvne."

Og i den afsluttende niende tekst varieres billedet således:

"VI HAR EN LEM I GULVET ind til min ømhed, ned til din demente farfars kælder, ned til silkeormene og den døde krops erindring, min lille elskede, mit barn i mig; sig mig, har jeg ingen reelle elskere undtagen i søvne."

Med disse kig ned i kælderen under teksten har man et udgangspunkt for at forstå teksternes art og mening. Og som citaterne så flot demonstrer det: det er sprogligt set meget flot, tætvævet og strømmende på samme tid. Kun en lille bog, blot omkring 40 sider - men med et meget stort løfte om, at der her kan være et dybt originalt forfatterskab på vej. Josefine Graakjær Nielsen er et navn, man bør følge. En original, intenst fascinerende debut.

Originally published by Torben Wendelboe, Litteratursiden.