Rose Stjernefeldts elskede

I en slags prosalyriske tekster følger vi Roses tanker, daglige gøremål og kamp for at overvinde sorgen over at være blevet svigtet. En kamp, der både rummer hævn og håb.

”Og hvad så med alle os som for længst er gået itu findes der ikke en særlig slags klub vi kan melde os ind i os med mørke rande burde vi ikke ha’ en særlig slags rabat”

Ordene er Roses – hun er blevet forladt af sit livs elskede, som desværre var gift med en anden, og sidder nu tilbage, ramt af smertefuld kærlighedssorg, en sorg, der udmønter sig i de voldsomste blandede følelser: en afsindig, formørket vrede og hævngerrighed med tilhørende fantasier om ildspåsættelse og drab, men også strategier, der går ud på at komme over, at hun er blevet vraget: hun kan prøve at glemme, finde en ny, flytte på landet, og så er der den lille drøm om genforeningen, som dog bliver mere og mere illusorisk. Men alligevel, hvis han skulle komme tilbage, kan hun jo ikke gi’ slip nu og holde op med at elske ham, kan hun vel?!

Rose er fuld af savn og hævn og tilgivelse; i den rablende tankestrøm, de galopperende associationer, teksten, der går i selvsving og gentager de samme sætninger igen og igen, de mange stilarter og diskurser og den yderst varierede typografi og ortografi og manglende tegnsætning fornemmes den lurende galskab - jeg ser for mig en kvinde på randen af fornuft, i en tilstand af mental opløsning.

Bag det meget pinke omslag gemmer sig  en sørgelig bog, en grotesk og sorthumoristisk bog, men først og fremmest er det en utraditionel bog om kærlighed og hjertesorg; om, hvordan verden kan falde sammen, når man bliver forladt af sin store kærlighed.

Jeg fik hende helt ind under huden, jeg følte med hende og fik sat mange private tanker i gang omkring kærlighed på godt og ondt, for hvad er kærlighed egentlig, og hvorfor kan den sådan holde op?

Ét er i hvert fald sikkert efter denne bog: det værste af alt er at blive forladt!

Marlene Nedergaard: Rose Stjernefeldts elskede. Gyldendal, 2004. 85 sider

Vil du læse noget, der ligner, så prøv Kirsten Hammann: ’Vera Winkelvir’ og ’Fra smørhullet’ (én af mine yndlings!)