Anmeldelse
Roma af Simen Ekern
- Log ind for at skrive kommentarer
Engageret, insisterende journalistik om det Rom, som turisterne sjældent opdager mellem monumenterne, men som romerne er dybt forbundne med.
Simen Ekern er journalist med et dybtgående kendskab til Rom, som han bevæger sig hjemmevant rundt i. Hans ærinde er ikke at udpege de storslåede monumenter eller at pege på oversete perler. Hans ærinde er at fortælle den historie, der ligger stort set skjult for turisterne, men som er en del af romernes forståelse af deres by og måske hele selvforståelse.
Rom er en kompliceret by, et væv af historie og nutid, af renhed og korruption. En by, der måske er lige præget af Vatikanet og Mafiaen? Det er nogenlunde det billede, som Ekern tegner med sin dybe indsigt i byen og dens historie. Rom med La dolce vita, Rom med sine mørke hemmeligheder,som det aldrig opklarede brutale drab på forfatteren og filmmanden Pier Paolo Pasolini, Rom med en fascistisk fortid, som byen aldrig helt har sluppet. Det billede tegner han flot, veldokumenteret og overbevisende. Og meget, meget læsværdigt i en tekst med skarpe øjebliksbilleder parret med dybtgående redegørelser for sammenhænge og tendenser.
Store dele af bogens fremstilling er baseret på meget spændende interviews. Ekern samtaler for eksempel på en bar med en af dem fra De Røde Brigader, der stod bag bortførelsen af og mordet på politikeren Aldo Moro i 1978. Han har en samtale med en kvinde, der stadig bærer diktatoren Benito Mussolinis kontrafaj i sine øreringe. Og han laver et tankevækkende interview med en af de helt centrale politiske personligheder,Giulio Andreotti, der angiveligt har lige gode forbindelser til såvel Vatikanet som Mafiaen, og som Ekern kan citere for denne godbid af et statement: "For at kunne gøre det gode må man også vide, hvordan man skal udøve det onde. Det ved Gud".
Ekern skriver om Vatikanets finansskandaler - og besøger den taxfree shop, der ligger i Vatikanet lige bag Peterskirken. Han skriver om den moderne by, der strækker sig langt, langt ud fra det historiske centrum, der er turisternes Rom.
Det er en meget fængende bog for folk som mig, der slet ikke kan få nok af Rom, fordi Ekern er så engageret i sit stof og en så blændende fortæller og formidler af sin fascination af denne enestående by. Langt fra en turistguide men en fremragende nøgle til de skjulte sider af den evige stad.
Brugernes anmeldelser