Anmeldelse
Rom. I Vilhelm Bergsøes fodspor fra Piazza del Popolo af Ellen Agerskov og Flemming Larsen.
- Log ind for at skrive kommentarer
Hvordan var Rom og Italien på Vilhelm Bergsøes tid, og hvordan blev livet levet af borgerne og de danske kunstnere i årene omkring 1860? Læs bogen, gå i de samme gader og tænk dig tilbage.
Hvis man er bare en smule fascineret af litterære klassikere, kan man ikke andet end blive fristet af denne bog. Jeg blev i hvert fald og tænkte: Hvordan var det som dansk kunstner at bo i Rom dengang? Og kan man genfinde noget af det? Det lykkes kun til dels at få et svar herpå i denne bog. Den vil så meget og gerne samtidigt med sine mange og omfattende citater, primært naturligvis fra Bergsøe, men også fra nutidig litteratur om Rom.
Forfatterne har opbygget bogen omkring fyldige citater fra Bergsøes roman ’Fra Piazza del Popolo’ samlet efter emner og dertil knyttet henvisninger til et stort antal titler om Bergsøe, af Bergsøe, dansksproget litteratur om Italien, om danskere i Italien og endelig en del anden (hovedsagelig italiensksproget) faglitteratur om Italien.
I indledningen angives de målgrupper, forfatterne antager, at bogen har. Der nævnes for eksempel de, der gerne vil lære Vilhelm Bergsøe og Rom på hans tid nærmere at kende, men at bogen også skulle kunne være en Rom-debutants udgangspunkt, er jeg ikke enig i. Overblik over by og historie er der ingen mulighed for at få.
Men når det er sagt, synes jeg da bestemt, at det er spændende for eksempel at følge Bergsøes liv i den skandinaviske forening. Man kan også glæde sig over de smukke illustrationer. På siderne med dette emne er gengivet en dejlig akvarel af Ettore Roesler Franz af Piazza Barberini, som var et af skandinavernes tilholdssteder, sammen med et foto fra den tid. I det hele taget er billedmaterialet fantastisk flot, nok er bogen tænkt som en guidebog, men som jeg oplever den, skal denne rejse foregå fra lænestolen. Der er dog også et lille afsnit med forslag til konkrete vandreture i Rom med udgangspunkt i Bergsøes bog, og også her er illustrationerne en fornøjelse.
Brugernes anmeldelser