Anmeldelse
Røde Hund af Louis De Bernières
- Log ind for at skrive kommentarer
Forfatteren Louis De Bernières, der er kendt for den smukke roman "Kaptajn Corellis mandolin", som blev filmatiseret sidste år, blev fascineret, da han udenfor byen Dampier i det Nordvestlige Australien så en statue af en hund med inskriptionen:
"Jeg har været alle vegne makker."
Han bestemte sig for at undersøge historien bag, og det blev til denne lille, men yderst charmerende fortælling om Røde Hund.
Røde Hund startede sin tilværelse under navnet Tally Ho hos familien Collins, men det stod tidligt klart, at han var en hund med mere appetit på livet end blot at ligge på en trappe og se det glide forbi.
Han elskede at køre bil, så hver gang bilen startede, sprang han ind på forsædet og var ikke til at rykke derfra. Der sad han med hovedet ud af vinduet og nød vinden suse forbi, mens han slog den ene mere ildelugtende prut efter den anden, så menneskene inde i bilen var ved at omkomme.
Ofte tog han på walkabouts, og disse blev bare længere og længere, og så en dag var Tally blevet forvandlet til Røde Hund og var helt sin egen.
Historien om Røde Hund er fortællingen om et vestaustralsk gadekryds, der blev samlingspunkt for en hel egn. Alle holdt af ham, og alle tog sig af ham, når han på sine korte besøg slog sig ned hos sine venner, eller når han kom til skade.
For det var et hårdt liv, han levede, med fald fra kørende lastvogne, kolde nætter og varme dage, ja ved en enkelt lejlighed blev han såmænd også skudt på.
Men det er også historien om savn og kærlighed, for Røde Hund fandt på et tidspunkt "sit" menneske, buschaufføren John. Desværre døde John i en tidlig alder, og da Røde Hund trods alt kun var en hund og ikke forstod døden, så ledte han resten af sit liv efter sin elskede John, hvilket bragte ham vidt omkring.
Er man hundeelsker, er Røde Hund absolut et must, men har man bare lyst til at læse en dejlig historie om et usædvanligt liv i et land langt fra Danmark, så er her også god underholdning til et par timer.
Oversat af Jan Bredsdorff. Rosinante, 2002, 125 sider. 169 kr.
Brugernes anmeldelser