Prisen for at ryge cigar

En uomgængelig skikkelse i dansk musik fra 1960´erne og frem til i dag fortæller personligt og uprætentiøst om sit liv. Musikeren Tømrerclaus har ikke spildt tiden.

Midtfyns Festivalen engang i 90´erne. Flower Pot Party spiller for fulde gardiner. Denne anmelder (som dengang ikke var anmelder men muligvis teenager og i hvert fald åbent for alt) befinder sig blandt publikum, der udgøres af lige dele ”gamle” (så gamle var de vel ret beset ikke) hippier og unge, som gerne vil være det. På scenen, hvis ikke hukommelsen af forskellige grunde har svigtet, findes både Stig Møller, Peter Ingemann, Niels Skousen, Ken Gudman, Ole Frø – samt en virkelig cool (”cool” som i Charlie Watts-cool – altså, pokerfjæs og ingen slinger i valsen) guitarist med et, syntes jeg dengang, fantastisk lækkert hår.

Guitaristen var Tømrerclaus, som nu har rundet de 70, og som foruden stadig at være virksom på den danske musikscene og drive eget firma også har fundet tid til at fortælle sin livshistorie til forfatter Thomas Vilhelm. Det er der kommet en meget personlig, ægte og uprætentiøs biografi ud af, som enhver, der har bare den mindste interesse i hippietiden og dansk musik, med sindsro kan læse.

Claus Pedersen, som hans borgerlige navn lyder, blev født i 1945 i Århus, så det er meget naturligt her, historien tager sin begyndelse. Den er fortalt af hovedpersonen selv og altså derfor i første person ental, og det gør en forskel, at man som læser meget tydeligt mærker, at her er der faktisk et menneske, som selv har interesse i at fortælle om sit liv – og ikke ”blot” en forfatter, som har syntes, at her var der et liv med noget kød på, som kunne blive en god bog.

Tømrerclaus (det hedder han altså i mit og mange andres univers) beretter ærligt og åbenhjertigt om familie-, par- og musikalske samarbejds-forhold, hvor tingene jo gerne har det med at gå op og ned. Han indvier bl.a. også læseren i et 14 dage langt syretrip, opbygningen af Thylejren i 1970, musikalske dannelsesrejser til Bulgarien plus varme venskaber og mere anstrengte forbindelser indenfor musikbranchen, der om nogen er en branche, som kræver både selvpromovering, det rette netværk og is i maven, når det kommer til den økonomiske overlevelse. På sidstnævnte punkt lægges der ikke fingre imellem, når Tømrerclaus (lidt bittert?) konstaterer, at der ikke er blevet mange støttekroner og spilletid på DR ham til del.   

Med fare for at blive beskyldt for flueknepperi vil jeg dog mene, at bogen godt kunne have fortjent en omgang korrektur mere. Nutid og datid ses der sine steder stort på, ligesom der er mange mindre slå- eller formuleringsfejl. Det er ærgerligt, når man som jeg bliver fanget ind af den gode historie men ofte forstyrres i læsningen, når der dukker en fejl op.

Samlet set skal det dog ikke lægges projektet til last – bogen er stadig god og velfortalt. Og selvom der er gået 20 år siden koncerten på Midtfyn, synes jeg sådant set stadig, at Tømrerclaus har noget fedt hår – selvom kuløren har ændret sig.