Pax immortalis

Zombierne er tilbage i 2. del af Patrick Leis’ velskrevne splattertrilogi, hvor de levende denne gang må kæmpe mod mere end de døde.

Der er ikke mange personer tilbage fra den første bog ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet beslutter farmerne at gå med i kampen.

Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Det er lykkes Patrick Leis at skabe en ualmindelig god efterfølger til ”Requiem”. Zombierne er mindst lige så modbydelige denne gang, og samtidig har Leis bygget videre på den overraskende slutning i første bog og skabt et skræmmende og meget overbevisende samfund i C-city1.

Her er blod og splat for alle pengene, når zombierne angriber og forskerne i C-city1 står ikke tilbage for doktor Frankenstein i deres forsøg med både zombier og mennesker.

Det hele virker overbevisende, og man er underholdt på bedste vis – hvis man altså kan lide den slags – og det kan jeg!