Bog

Pæonpavillonen

Af (
2009
)

Anmeldelse

Pæonpavillonen af Lisa See

16 mar.09

Et fascinerende og smukt historisk eventyr om kærlighed, kultur og kvindeskæbner i fortidens Kina.

Pæon er en kinesisk pige på 16, som er korrekt opdraget som det hører sig til i 1600-tallets Kina, hvor en pige ikke er meget mere end en handelsvare, nogle er dog heldigere stillet end andre. Hun må meget igennem, mens vi følger hendes vej til at se det reelle kvindeliv, uden røgslør og skjulte sandheder, i en tid hvor en datter ofte er en større byrde end glæde.

Til Pæons 16 års fødselsdag opføres operaen ”pæonpavillonen”, som hun elsker, og under opførelsen møder hun i familiens have en ung mand, som hun forelsker sig i. Men en kvinde bestemmer ikke sin egen skæbne, og et bryllup er allerede planlagt for hende. Hun bliver ulykkelig og holder op med at spise og finder først kort før sin død ud af, at manden fra haven var hendes planlagte ægtemand. Herefter følger vi, hvordan Pæon efter sin død lærer det om kærligheden, hun ikke nåede i livet. Der sker gennem nærmere granskning af den ellers velkendte opera og ved at følge sin elskede i hans liv med de to efterfølgende hustruer, og selv efter døden gør hun sit yderste for at gøre sin mand lykkelig.

Historien fortæller om en længsel efter kærlighed, frihed og medbestemmelse over sin egen skæbne, og er samtidig en fantastisk historie med genfærd og ånder som levendegør ”efterverdenen” og alle de mange traditioner og den overtro, der er knyttet dertil.

Romanen tager udgangspunkt i den klassiske kinesiske opera ”Pæonpavillonen” og faktuel kinesisk historie sammensat fra forskellige tider, som der gøres rede for i bogen. Der skabes derved et levende billede af fortidens Kina på godt og ondt, både af hverdagslivet, fester, traditioner og også efterlivet. Der fortælles samtidig mange sammenflettede historier om kvindernes liv og skæbner med hårde vilkår i lukkede familiekomplekser. 

Lisa See har skabt en både underholdende, lærerig og smuk historie, som til tider driver af sentimentalitet og hvinende sødme, men man tror på, at sådan var det at være en pige på 16 i den tids Kina.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt & Ringhof
Oversætter
Lene Gulløv
Faustnummer
27623115
Graphic
Thomas Szøke - eyelab.dk
ISBN
9788711314845
Antal sider
332

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer