På vej til en ven

Jeg kredsede nogen tid om denne bog, inden jeg tog fat på den. Og så blev jeg øjeblikkeligt indfanget. Beretningen skifter mellem scener fra nutiden, med en voksen hovedperson og fortæller, og scener fra dennes barndom. Det bedrøvede drengeansigt på forsiden antyder på en fin måde bogens sørgmodige stemning.

Vilgot bor i Oslo og er enebarn. Hans mor skriver artikler til bladet "Hus og hjem" og har en skuffe fuld af smertestillende tabletter og et par sorte solbriller, som hun tager på, mens hun skriver sine artikler. Hans far passer sit eget og lader stå til. Tit siger Vilgot, at han skal hen til en ven, når han ikke kan holde stemningen i hjemmet ud. Så strejfer han om i nabolaget, og somme tider besøger han en af sine legekammerater eller en enlig, ældre mand kaldet "Greven af Hoff". Men han er meget overladt til sig selv og går og kigger ind ad folks vinduer og forestiller sig det liv, der leves. En aften, da Vilgot går rundt for sig selv, bliver han samlet op af en mand. Denne oplevelse kommer til at præge ham resten af livet.

Som voksen bliver han bedt om at "opbevare" en russisk cirkuselefant, og den bliver et symbol på den byrde, han selv bærer rundt på. Bogen indledes med beskrivelsen af, hvordan elefanten, som Vilgot har sluppet løs, flygter ud på en motorvej og forårsager ødelæggelser og trafikkaos.

Stemningen er mørk. Vilgots barndom er meget traumatisk, og han lever et trist og isoleret liv som voksen, men bogen er ikke sentimental. Den er velskrevet og let at læse trods sin lidt kringlede konstruktion, og den er en gribende beretning om ensomhed og sår, der aldrig læges.

Bogen føjer sig ind i en række gode barndomsskildringer af yngre norske forfattere, som i de sidste par år er oversat til dansk: Per Petterson, Beate Grimsrud, Hanne Ørstavik og Håvard Syvertsen.

Oversat af Karen Fastrup og Niels Lyngsø. Lindhardt og Ringhof, 2003. 262 sider. Kr. 229,-
Se også litteraturlisten Barndomsskildringer