Ovids elskovskunst : håndbog i hor

Ovid lærer med sit sprudlende sprog læseren den svære kunst  at forføre og fastholde. Elskovsbeskrivelserne kan stadig bidrage med meget.

”Menneskers hjerter er ligeså forskellige som deres næser: Dog kan man tilpasse sig mange, hvis man er ekspert”.

Man kan tale om, at der for tiden blandt danske forlag er en tendens, som kan koges ned til to ord: elskov og fortidslevn. Sapphos erotiske, sanselige digte er kommet i hele to nyudgivelser. Og nu foreligger 'Ovids Elskovskunst – håndbog i hor' i en appetitlig lyserød pocket size bog. '

Ovids Elskovskunst' udkom første gang i 1 f.v.t. og sendte på grund af det grænseoverskridende indhold Ovid i eksil. Men man må spørge sig selv, hvor relevante disse elskovsbeskrivelser er i vores samtid? Utrolig vigtige, vil jeg mene! Og jeg vil i denne anmeldelse begrunde hvorfor.

'Ovids Elskovskunst – håndbog i hor' er et langdigt, som dog er opdelt i tre tydelige dele (Ovid benævner selv disse inddelinger undervejs). Første del omhandler selve elskovsforførelsen. Her kommer Ovid med en mængde gode råd til, hvordan en kvinde skal forføres. Afsnittet er primært henvendt mænd, men gode råd til kvinder flettes ligeledes ind undervejs. Gennem et utal af sammenligninger med dyre- og planteriget samt Olympen fortæller Ovid, hvordan man med list og vedholdenhed skal vinde sin elskedes hjerte:

”Tiden er inde når damen er allermest glad og fornøjet, / og som den frodigste mark klar til en lykkelig høst. / Hjerterne åbner sig når man er glad og fri fra bekymring. / Det er den stemning hvori Venus kan drive sit spil”.

Denne sammensmeltning stiller krav til læserens kendskab til de græske guder. Men i udgivelsen følger et noteapparat, som fint tager fat, når ens paratviden ikke længere rækker.

I anden del giver Ovid gode råd til, hvordan man fasholder sin elskede. Især den del, hvor Ovid henviser til, at man skal være diskret og hensynsfuld omkring sin egen utroskab vækkede både forståelse og forvirring hos mig. For Ovid er utroskab et pirrende element, som dog ikke må afsløres. Ikke fordi det bliver anset som forkert, men snarere fordi, en afsløring kan gøre affæren mere seriøs, idet det elskende par da har selve afsløringen tilfælles. Det skal siges, at dette, ifølge Ovid, gør sig gældende for begge køn. Manden skal ligeledes ikke blande sig i kvindens eventuelle forhold til andre mænd. Denne betragtning er spændende i vores samtid, hvor måden at være og leve i et parforhold på ofte diskuteres.

Digtets sidste del er henvendt til kvinderne for også at klæde dem på til elskovskamp. Her handler langt størstedelen om beklædning og make-up. Ovid plæderer for en rendyrkelse af skønheden. Om kvinder bør gå så meget op i deres udseende, og hvem de gør det for, kan man diskutere. Men holdningen er væsentlig i en tid, hvor det at gå op i sit udseende i visse kredse anses som useriøst. Tænk bare på debatten om Helle Thornings påklædning.

I det hele taget husker 'Ovids Elskovskunst' os på, hvordan kærligheden er et svært, spil svøbt i et utal af regler og normer. Det er det i dag – og det var det også dengang. Om Ovid har sandheden i sin hånd må være op til den enkelte. Der er sket meget siden - og så alligevel ikke. 'Ovids elskovskunst – en håndbog i hor' kan stadig lære os meget. Også om os selv og samfundet. Den er en slags amourøs udgave af Emma Gads Takt og tone. Begge minder os om, at meget er ændret og meget stadig er det samme.