Bog

Opmålingen af verden

Af (
2007
)

Anmeldelse

Opmålingen af verden af Daniel Kehlmann

11 jun.07

Mærk verden gennem de to geniale naturvidenskabsmænd, Humboldt og Gauss, i en uimodståelig roman, der med humor og vid giver indsigt i deres liv, skæbne og opdagelser.

To af Tysklands store naturvidenskabelige genier er hovedpersoner i en forrygende roman, der humoristisk og elegant portrætterer to meget forskellige personligheder, der på hver sin måde gjorde verden større.
Alexander von Humboldt (1769 -1859) var en sand opdagelsesrejsende, der rejste verden rundt, hvor han besteg de højeste bjerge og sejlede på utilgængelige floder for at indsamle planter, dyr, knogler og sten. Overalt var han til stede med sine instrumenter for at opmåle og kortlægge verden.

Matematikeren og astronomen Carl Friedrich Gauss (1777-1855) var hans direkte modpol, en hjemmefødning, der hadede at rejse, og i det hele taget undgik fysiske udfordringer. Hans matematiske geni udfoldede sig allerede som 8-årig, og han blev berømt på en matematisk afhandling.
Gauss forestillede sig en verden i fremtiden, hvor videnskabens landvindinger ville gøre verden til et bedre sted. Men selv var han blind for verden omkrig sig, vidste for eksempel ikke hvem Napoleon var, og han var irriteret over denne Humboldt, der så ofte blev skrevet om i aviserne.
Skæbnen vil at de to modsætninger mødes under Napoleonskrigene i Berlin, en fin detalje, som også gør bogen elementært spændende.

Denne veloplagte, begavede og meget morsomme roman, der både er fakta og fiktion, er fyldt med vid og overraskelser, og den giver et enestående indblik i hovedpersonernes naturvidenskabelige bedrifter og deres elektriske, lysende hjerner. Men det bedste er, at den også viser dem som mennesker, som ægtefæller, fædre, kollegaer, hvor deres naturbegavelse ofte kom til kort. De havde begge en iboende rastløshed og var utålmodige over for andre. Verden var for lille til dem, deres rasende nysgerrighed og geniale indsigt betød at de begge følte at de levede i en andenklasses tid.

Det flotte kunstneriske greb er at vi ser og griber denne dobbelttydighed, følger dem i fiaskoer og succeser og at vi forstår deres længsel mod fremtidens velfærdssamfund, mens de kæmper med deres måleinstrumenter, mod ignorance og spilder unødig tid på at rejse på mudrede veje.

Daniel Kehlmann er født i 1975 og modtog for "Opmålingen af verden", der fra starten placerede sig på den tyske bestsellerliste, den fornemme Kleist-pris i 2006. 

Bogdetaljer

Forlag
Helsingør : Per Kofod
Oversætter
Niels Brunse
Faustnummer
26696224
ISBN
9788791654503
Antal sider
287

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer