Opfyldelse uden forventning

En lille perle af en roman fuld af humor, sødme og melankoli, om den aldrende forfatter, der uventet møder kærligheden.

Forfatteren, den unavngivne jegfortæller skriver på Opfyldelse uden forventning. Han har levet hele tilværelsen i sit barndomshjem - først sammen med moren i en tilsyneladende stille symbiose, hvor de lørdag efter lørdag sammen har set fodbold i TV- senere alene. I gymnasiet havde et kort forhold til Merete, som stadig spøger i underbevidstheden, men ellers er det ikke blevet til noget med kærligheden. Litteraturen er blevet hans familie, og han går med sit gammeldags, luvslidte tøj, mens støvet falder omkring ham.

En dag tramper Jytte Nielsen bogstaveligt ind i hans liv, da hun vil have ham til at læse noget, hun har skrevet. Jytte har dog en helt anden dagsorden og er helt fortrolig med hans liv, idet hun har fulgt med i alt, hvad han har skrevet og alt, hvad der er skrevet om ham. Og mens snestormen raser, og de drikker cognac, opstår der en slags følelser mellem dem.
Forfatteren og Jytte er et umage par. Forfatteren lever for og i litteraturen og higer efter anerkendelse - den anerkendelse hans far aldrig fik. Han er da også blevet anerkendt for sin store litteratur, mens Jytte er et såkaldt lille menneske.  Undervejs må forfatteren dog erkende, at han måske selv bare er et lille menneske, og at et lille menneske ikke vokser af at skrive stor litteratur.

Forfatteren vil ikke lykken - for hvad skal han med lykke, hvis det er ulykke, der forløser hans kald? Han vil ikke leve livet – kun skrive om det, og han foragter sine fantasier om Jytte. Men lige pludselig vil han det hele, og da Jytte lægger ham lidt på is, efter at han har opført sig kujonagtigt, bliver han, meget mod sin vilje, ked af det.

På et tidspunkt må han erkende, at han er et ganske almindeligt menneske, der kan bliver syg - og sygdom gør ham bange.

Claus Grymer leger både med fiktionen og sproget. Hvornår skriver forfatteren egentlig Opfyldelse uden forventning? Før - under - eller efter bogen? Kan man overhovedet få opfyldt forventninger, man ikke har? TV kiggeriet giver mig mindelser om Erling Jepsens 'Frygtelig lykkelig'