Ole Hyltoft - streger til et portræt

MÅSKE BLIVER OLE HYLTOFT mere anerkendt som skønlitterær forfatter, når han er død. »Han har skrevet et væld af romaner, men er ikke på samme måde anerkendt som Henrik Stangerup og Anders Bodelsen«, skrev Berlingskes litteraturanmelder Michael Bech Hansen, da han for nylig anmeldte »Ole Hyltoft.... streger til et portræt« i Danmarks store borgerlige avis.

Mikkel Bech Hansen har sikkert ret, men man kan ikke negligere, at mange læsere har guffet Ole Hyltofts romaner i sig. Venner såvel som fjender. Hvis ikke for den litterære værdi, så i hvert fald fordi Hyltofts litterære udgivelser ofte er blevet betegnet som nøgleromaner. Det vil sige, romaner, som har udgangspunkt i faktiske begivenheder og indeholder karakterer, der er baseret på faktiske personer.

KOSTELIG LÆSNING ER for eksempel »Mordet på museet«, der handler om etableringen af kunstmuseet Arken i Ishøj, ansættelsen af det kvindelige svar på Kaptajnen fra Köpenick‚ Anna Castberg (hende der fuskede med eksamenspapirerne) og den tid, der fulgte efter. Ole Hyltoft var selv med til at få gang i museet, der primært skulle vise dansk kunst med udgangspunkt i Cobra, men som i dag er blevet et mainstream-museum, som disker op med træfsikker international kunst. Kultureliten vandt anden halvleg.

 NETOP KULTURELITEN - eller de kulturradikale - har været Ole Hyltofts brændstof, især når den stod på polemik i stedet for poesi:

»Vor tids spidsborgere«, kalder Hyltoft de kulturradikale - et samlebegreb, men også ofte et skældsord for store dele af venstrefløjen.

»De foragter folket, som de mistænker for racisme og andre dårligdomme. Deres meninger er hævet over enhver diskussion, og de lukker ikke anderledes tænkende ind i deres cirkler«, har Hyltoft sagt.

 HAN GÅR FOR AT VÆRE en venlig og hyggelig mand, og hans indsats i dansk kulturliv er uomtvistelig.

»Ole Hyltoft.... streger til et portræt« blev for nylig udsendt i anledning af hans 80 års fødselsdag.

Bogen er et hele vejen rundt om-portræt af digteren, forfatteren, kronikøren og samfundsdebattøren,  der i næsten 50 år var medlem af Socialdemokratiet og i 1970erne kulturredaktør på dagbladet Aktuelt.

For en halv snes år siden forlod han Socialdemokratiet, som han mente havde mistet kontakten til den almindelige dansker og var blevet DJØFiceret - altså gennemsyret af jurister, økonomer og polititologer (DJØF står for Danmarks Jurist- og Økonomforbund).

Han faldt især i unåde i det gamle arbejderparti, da han op gennem 1990erne blev stærkt kritisk over for især den muslimske indvandring, som han mener er fuldstændig uforenelig med dansk demokratisk kultur.

I 2009 meldte han sig i stedet for ind i Dansk Folkeparti.

Politikens Per Michael Jespersen kaldte Ole Hyltoft for »Et omvandrende paradoks« i sit fødselsdagsportræt den 15. august i år. For hvordan kan man kalde sig frisindet og være en klassisk socialdemokrat og samtidig være medlem af Dansk Folkeparti?

MAN NÆRMER SIG svaret ved at læse denne bog, der tæller bidrag fra Berlingske Tidendes kulturredaktør Jesper Beinov, Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade, kulturjounalist Lars Ole Knippel fra Jyllands-Posten, bogens to redaktører, sognepræst og kulturkritiker Johannes H. Christensen, komponist og dirigent Michael Bojesen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, som Ole Hyltoft har været nære venner med lige siden studietiden. 

I det hele taget vil nogle nok blive overrasket over »paradoksets« vennekreds. Han startede som taleskriver og sekretær for Danmarks første kulturminister Julius Bomholt og har spist kagemand med Muhammed-tegninger med Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard og havde et langt venskab med den tyske forfatter Siegfried Lenz, indtil denne døde i 2014.

BOGENS BIDRAGYDERE belyser Ole Hyltoft og hans udvikling fra mange vinkler. Det er helt åbenlyst venner og ikke fjender, der har bidraget til bogen. Derfor er bogen også en fejring - det lægger den ikke skjul på.