Når vanviddet rører på sig

Vigtig og velskrevet debutroman med noget på hjerte. 19-årige Matthew er skizofren og kæmper stadig med en traumatisk oplevelse, der ligger ti år tilbage i tiden. Men måske er der hjælp at hente i vanviddet.

Det syge sind har til hver en tid været godt stof til såvel gyserfilm som opbyggelig litteratur. Og til hver en tid vil det have vores interesse, da alt lader til, at hvis omstændighederne er til det, er vi alle i farezonen. En tragisk og traumatisk hændelse kan udløse en indre lidelse, som er invaliderende. Således går det for drengen Matthew, som på flere niveauer er primus motor i debutromanen Når vanviddet rører på sig af engelske Nathan Filer, som – ikke uvæsentligt – er uddannet psykiatrisk sygeplejerske.

Det skal forestille at være Matthew selv, der fortæller og samtidig nedskriver sin historie. Og jeg var ikke nået ret langt i min læsning, før jeg kom til at tænke på (eller måske snarere associere til) Salingers klassiker The catcher in the rye (1951), der i Danmark er kendt som både Forbandede ungdom og senest Griberen i rugen. Det kom egentlig bag på mig, da jeg ikke umiddelbart havde forventet, at de to bøger skulle have noget til fælles, men det skyldes muligvis den meget nærværende jeg-fortæller, som i begge tilfælde er en ung mand, der har et-og-andet at slås med. Matthew i bogen her har nu nok større problemer end sin roman-kollega Holden Caulfield, men i begge tilfælde mærker man som læser en udtalt ensomhedsfølelse. En følelse, der er så massiv, at den er reel.

Som niårig oplevede Matthew at miste sin storebror Simon, der havde Downs syndrom. Og i de ti år, der er gået siden Simons død, har Matthew lidt i en grad, der nu har resulteret i diagnosen skizofreni. Han er ind imellem indlagt på et psykiatrisk hospital, ind imellem er han hjemme i sin egen lejlighed, hvor det stort set kun er mormoren Nanny Noo, der har adgang. Men uanset hvor han er, er den døde Simon der også. Matthew beskriver blandt andet Simons nærvær således: ”Han kunne tale via en kløe, gennem et bestemt nys, i eftersmagen fra en pille eller i sukker, der faldt ned af en ske”.

Betragtet fra et psykiatrisk ståsted er Simon naturligvis en stemme, en hallucination, der kan få Matthew til at gøre ting, som kan være til skade for ham selv. Men ikke desto mindre bliver det på forunderlig vis Matthew selv – med god hjælp fra Simon – der får nedturs-kursen drejet en smule, så han (Matthew) måske med tiden lærer at leve med det, der er sket, og med sig selv.

Der er ingen tvivl om, at Nathan Filer, som romandebuterer med dette værk, kender til både psykisk sygdom og ikke mindst tacklingen af samme. Beskrivelserne af det psykiatriske hospital, Matthew er indlagt på, er interessante i dén forstand, at de bliver til for læseren gennem patienten, der i sagens natur kan have et noget ambivalent forhold til stedet. Men Filer undgår heldigvis at falde i den oplagte fælde, der handler om, at det er vældig nemt at blive samfundskritisk i et emne som dette. Her er det Matthew, der er i centrum – og ikke spørgsmålet om, hvorvidt systemet er godt eller skidt.

Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.