Når krigen er forbi

Der er krig i Danmark, og der er ikke krig, for der leves også næsten normale liv blandt børn og voksne i 1940’ernes københavnske boligkompleks, Ryparken, på yderste Østerbro ...
 

Det er sidste år under besættelsen: 1944-45. Der går tyske, bevæbnede soldater rundt på det nærliggende kaserneareal; én af drengenes mor er jøde og har måttet flygte til Sverige. Der er folkestrejke og clearingmord og sabotage, men alligevel er alle disse begivenheder ret fjerne, og Danmark og Ryparken opleves som stort set fredelige steder.

Hovedsynsvinklen ligger hos en gruppe 11-12-årige børn, og vi får via dem mange autentiske hverdagsiagttagelser og en herlig detailrealisme om lege og sprog og holdninger og emballage og meget andet, der hører til tidens middelstandslevemåde og -tankegang. Vi hører bl.a. om sodavandsflasker med patentprop, der også blev brugt til at stænke strygetøj med; børnene spiller land og tæller godsvogne og tygger parafin og beskylder nogen for at ”jøde” og ”nole” (hugge)!

Ja, den er god nok – jeg er selv opvokset i samme kvarter først i 1950’erne, og det var præcis sådan, det var, også 10 år senere.

Samtidig med at være en slags reportageroman er "Når krigen er forbi" en både  moralsk og politisk historie med fine beskrivelser af tidens tydeligt markerede sociale skel mellem arbejdere, småfunktionærer, handlende og en enkelt ingeniørfamilie, klare kønsroller og en udpræget nationalisme. Og så er der det med holdningerne til besættelsesmagten! Det er noget, der berører familielivet og direkte og indirekte bestemmer personernes efterkrigsliv.

Bogens ingeniør benytter f.eks. krigens muligheder som socialt springbræt, så han og familien ved krigens slutning endelig kan skifte Ryparken-lejligheden ud med en Charlottenlund-villa. Men bliver måske ikke lykkeligere af det. Alle har haft deres drømme om det, der skulle komme ”når krigen var forbi”, men alle får travlt med at sørge for sig selv, så snart de er af med uroen og utrygheden om, hvordan krigen vil ende! Krigen har skabt et vist fællesskab mellem ellers forskellige mennesker – et fællesskab, som er så skrøbeligt, at det ophører, i og med at freden kommer.

Bogen er et troværdigt portræt og giver, tror jeg, en meget væsentlig side af sandheden om de fleste danskeres liv under besættelsen. Nogen stor roman er det måske ikke, men den er varm og herligt nostalgisk for en årgang 1948. Og vi der læser, bliver oplyste og kloge på dengang og godt underholdt!

Hvis man vil vide noget om at være barn under den krig, der var engang, er Carsten Clantes ”Når krigen er forbi” et godt bud – sammen med f.eks. Benny Andersens ”Broen” og Klaus Rifbjergs filmmanuskript til ”Der var engang en krig”.