Næsten levende

Løber ondskaben i blodet gennem slægter? - her er en fortælling om en familie og deres fatale valg.

’Næsten levende’ tager sin begyndelse  500-700.000 år f.v.t. i Kina og slutter i Italien i år 2011. Vi følger slægten Calibano, og især brigadegeneral Pier Francesco Calibano, i årene fra 2. verdenskrig og frem.

 Da Pier Francesco Calibano vender tilbage fra krigen, er hans forlovede Elisa højgravid efter at være blevet voldtaget af en landsbytosse. Han gifter sig alligevel med hende, men vil ikke kendes ved hende, og i ham ulmer en nedarvet ondskab. I Villa Calibano ser livet ud til at gå sin vante gang, og selvom Elisa forsvinder sammen med tyskerne, er der ikke noget, der ser ud til at være unormalt.  Beboerne lever videre i stille sameksistens, og mens årene går, flytter  flere og flere til Villa Calibano. De er alle sammen centreret omkring Pier Francesco Calibano.

Denne roman har på omslaget fået betegnelsen ”en slægtskrimi” og på den præmis synes jeg ikke, at historien er helt vellykket. Jeg forventede mord, opklaring, og politi, men i stedet får læseren historien om en slægt.  Det er på en måde også fejlagtigt sagt, da det meste af indholdet er koncentreret om Brigadegeneral Pier Francesco Calibano.
Historien udfolder sig langsomt, og læseren bliver stille suget ind i stemningen omkring Villa Calibano. Historien er på sin egen måde vældig spændende, og læseren ønsker at vide mere om det besynderlige liv, der leves på bjerget. Desværre for læseoplevelsen har bogen fået påklistret genren krimi, hvilket det bestemt ikke er. Derfor bliver læseren gennem de første kapitler lidt stilforvirret. Når man først anerkender, at dette ikke er en krimi, bliver historien og læseoplevelsen både spændende og god.

Dette er et godt eksempel på, når genrebetegnelsen gør mere skade end gavn. Romanen bliver betegnet som en slægtskrimi, derfor har læseren allerede på forhånd en idé om præmissen. Når bogen ikke opfylder den præmis, bliver læseren hægtet af, og bruger de første kapitler på at tilpasse historien. Herefter kan læseren enten opgive bogen, eller læse den for det den er.

Jeg synes romanen er rigtig god, den er velskrevet og spændende, men en krimi er det ikke, og det er enormt ærgerligt for læseoplevelsen, at den har fået en sådan betegnelse. Jeg vil samtidig gerne anbefale denne bog for det den er, nemlig en god historie om en familie i Italien.