Myrerne

Jonathan arver et hus efter sin onkel. Den eneste betingelse er, at han ikke må gå ned i kælderen. Men hvem kan modstå sådan en fristelse?
 
”Myrerne” har stået på min læseliste lige siden den udkom i 1992, men af en eller anden grund blev det bare ikke til noget. Nu har jeg fået læst den, og ”Myrerne” er en underholdende, men også en noget anden roman, end jeg havde regnet med.

Jonathan arver et hus efter sin onkel, og sammen med sin hustru og sønnen Nicolas flytter han ind. Der er dog en betingelse knyttet til arven – de må under ingen omstændigheder gå ned i kælderen!

Før Jonathan får spærret døren til, smutter familiens hund dog derned, og da den ikke kommer tilbage, går Jonathan ned efter den. Men da han kommer op igen, er han forandret. Han sørger for at spærre døren for alle andre, men begynder selv at opholde sig i kælderen i længere og længere tid. Indtil en dag, hvor han ikke kommer op igen.

Sideløbende med historien om Jonathan hører vi en beretning fra et myresamfund: Bel-O-Kan. Myre 327 overlever som den eneste et baghold på en jagtekspedition. Da den kommer tilbage til Byen, forsøger den at rejse de øvrige til kamp, for den er overbevist om, at det er dværgmyrerne, som er gået i krig mod Bel-O-Kan. Men ingen lytter, og måske er der noget helt galt i Byen?

De to historier fortælles sideløbende, men med afsnittene flettet ind mellem hinanden uden overskrifter. Først til allersidst går det op for læseren, hvad der binder de to beretninger sammen. Mellem fortællingerne er indsat små bidder fra ”Leksikon over relativ og absolut viden”, som Jonathans onkel har skrevet. Afsnittene handler om myrernes samfund, og jeg ved ikke, om det er videnskabeligt korrekt, men interessant er det i hvert fald.

Myre-historien fylder mest i romanen, men det passer meget godt, for det var også den jeg blev mest grebet af. Myre 327 får hjælp til at afdække sin konspirationsteori af både en myreprinsesse og en kriger, og trekløveret beskrives, så jeg troede på, at det kunne være sandt.

Før jeg læste ”Myrerne”, havde jeg indtryk af, at det var en gyser. Det er det ikke, men den er underholdende alligevel. Min eneste anke er, at jeg blev lidt irriteret over, at afsnittene ofte er meget korte, så det er svært at nå at fordybe sig i historien, før man bliver trukket over i det andet forløb igen.

Alt i alt var ”Myrerne” dog en interessant og velskrevet roman, som kan læses af alle – også selvom du ikke er specielt insekt-interesseret.