Anmeldelse
My i mørke af Marie Duedahl
- Log ind for at skrive kommentarer
Fin og sød lille bog til begynderlæsere, hvor denne er tredje titel i serien om My og samtidig en del af serien ’Min første bog’. Især til piger i alderen 6-8, der er ved at lære at læse.
Af Susanne Dahl Jensen
I ’My i mørke’ skal My i seng, men det er mørkt inde på værelset, og My er bange for mørke. Far tænder en lille lampe, men My syntes stadig, det er mørkt, og hun kan også høre lyde fra skabet. Hun går derfor ind til mor og far og putter i midten, og det er dejligt, og My falder straks i søvn. Men det er ikke helt problemfrit at sove inde hos mor og far, for far snorker, og mor taler i søvne, så My vågner og kan ikke falde i søvn igen, og hvad gør man så. Ja, så kan man lige så godt liste ind i sin egen seng igen, hvor der er fred og ro til at sove, og hvor mørket faktisk heller ikke er så farligt mere.
Forfatter Marie Duedahl og illustrator Mette-Kirstine Bak har sammen lavet en rigtig fin lille bog til begynderlæsere med varme og humor både i den enkle tekst og i de skønne illustrationer med svungne linjer og lettere karikerede udtryk. Illustrationerne fylder det meste af de otte dobbelt-opslag med de få tekstlinjer placeret øverst eller nederst på siden. Teksten står med store bogstaver med en-linjes sætninger og er nem og overskuelig at læse for begynderlæseren. Marie Duedahl har kun skrevet letlæsningsbøger, til gengæld har hun skrevet rigtig mange af dem, hvoraf den første, ’Julie og Olsen’, kom i 2002. Illustrator Mette-Kirstine Bak har lavet tegningerne til et utal af tekster af kendte danske børnebogsforfattere, og den første ’Bjørnen kommer!’ kom i 1997.
På www.minførstebog.dk har forlaget lagt elevopgaver ud til fri afbenyttelse, opgaver der både kan bruges hjemme og i skoleregi. Flere og flere af de letlæsningsbøger, der udgives i disse år, har en eller anden form for udstyr enten i form af opgaver på nettet eller hjælp i den fysiske bog, som fx faktabokse, ordforklaringer, billedforklaringer i form af fotos eller tegninger, men også QR-koder, så man kan få teksten læst op. Der er stor forskel på dette ekstramateriale fra forlag til forlag, og det er jo også forskelligt, hvad den lille læser har brug for. Her får man i hvert fald en enkelt tekst med fine tegninger, der viser handlingen i den lille historie, der klart signalerer pigebog med sin lyserøde forside af My, der ligger med store angstfyldte øjne i sin fine seng.
God læselyst!
Brugernes anmeldelser