Motorvej til Babylon

Fire digtere mellem ironi og patos ...

De seneste årtiers danske litteratur har været rig på poetikker. Ikke mindst på lyrikkens område, hvor forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen med udgangspunkt i deres egen produktion har formuleret sig mere alment og teoretiserende om lyrikkens væsen og former.

Hos den lidt yngre generation af lyrikere kan der dog spores en vis skepsis mod den slags ofte lidt generelle og floromvundne udsagn, fordi det er uforeneligt med tanken om kunsten som en åben, uafsluttet proces: "Det er en proces, og når mine ting forandrer sig, så forandrer den tale om det sig også. Derfor kan jeg meget godt lide at jeg ikke har skrevet det ned. Det skyldes også at jeg altid har syntes at poetikker er løgn. Alt hvad man skriver ned, har man givet en form, så derfor er det ikke længere virkeligt. (.....) Det betyder ikke at jeg ikke synes poetikker er interessante, men det må jo være en forenkling, det kan ikke være andet." Synspunktet er Pia Juuls og fremsættes i én af de fire digtersamtaler, der udgør grundstammen i Kamilla Löfström Kristensens bog Motorvej til Babylon: samtaler om lyrik.

Forfatterne, der portrætteres i bogens interviewdel, er Pia Juul, Bo hr. Hansen, Nicolaj Stochholm og Morti Vizki. Selv om de er næsten jævnaldrende og debuterede med få års mellemrum (1982-84) i tidsskriftet Hvedekorn - med kritikeren og forfatteren Poul Borum som mentor - er der ikke en fælles generationsbevidsthed, der knytter dem sammen. Ingen af de fire forfattere har længere behov for at distancere sig i forhold til 70ernes bekendelseslitteratur og brugslyrik - ja, en enkelt af dem, Bo hr. Hansen, benytter sig endda af knækprosaformen i sin seneste samling knæk.idiot.eik.

Det er i høj grad fire individuelle forfatterskaber og lyriske praksisser, der aftegner sig gennem bogens samtaler. Der er langt fra Bo hr. Hansen og Morti Vizkis parodiske og ironiske leg med roller og identiteter til Nicolaj Stochholms patos og romantisk farvede opfattelse af digtningen som et kald. Fælles er de fire lyrikere dog i opfattelsen af, at Sandheden i endegyldig og absolut forstand ikke findes, og derfor bliver værkerne tilløb, forsøg og formen tilsvarende åben og med plads til, at alle tilværelsens niveauer kan inddrages.

Kraftigt ansporet af bogens forfatter til at definere, hvad det er, poesien kan i forhold til andre erkendelsesformer, gives der en række interessante bud, der rækker fra Pia Juuls opfattelse af, at det gode digt er karakteriseret ved “at jeg har skrevet noget mere end jeg var klar over mens jeg skrev det” over Morti Vizkis forestilling om et billedløst stof /essens i det enkelte menneske, som digtet kan pege på, til en utvetydig religiøs opfattelse hos Nicolaj Stochholm: “Jeg tror på at man i sit digt holder en dør åben for Gud hvad enten man ønsker det som en blæst gennem lakunerne eller som et lyn der splitter alle sætninger ad.”

I tillæg til samtalerne rummer bogen en mindre antologi med få udvalgte teksteksempler, så primærteksterne må man gå til andre kilder for at få fat på. Endvidere er der et generelt afsnit om at læse og analysere digte og et såkaldt “skyggebibliotek”: en alfabetisk opstillet liste over de forfattere, som de interviewede digtere ifølge eget udsagn er inspireret af eller vedkender sig et slægtskab med.

Bogens styrke og tyngdepunkt ligger absolut i interviewdelen. De meget generelle spørgsmål slører dog i nogen grad blikket for de individuelle træk hos den enkelte forfatter, så læst som forfatterskabsportrætter kommer bogen ikke hele vejen rundt. Lidt mere modspil og kritisk distance fra forfatterens side havde ikke været af vejen, men som en række tankevækkende bud på “det man ikke rigtigt kan tale om, nemlig hvad et digt er, og hvor det kommer fra” henvender bogen sig til alle, der interesserer sig for moderne dansk lyrik.

Dansklærerforeningen, 2002. 139 sider. Kr. 150,-