Anmeldelse
Monteperdido : de forsvundne pigers by af Agustín Martínez
- Log ind for at skrive kommentarer
Man er både grebet, hjemsøgt og godt underholdt af denne vellykkede spændingsroman om en landsby, hvor to små piger forsvinder, og kun én vender hjem.
De to elleveårige veninder Ana og Lucia forsvinder sporløst, da de en dag går hjem fra skole i den lille afsidesliggende, spanske bjerglandsby Monteperdido i Pyrenæerne, der efterlades i dyb sorg. Fem år senere dukker Ana op i en havareret bil, hvor chaufføren bliver dræbt ved sammenstødet. Ana overlever og ligger kortvarigt i koma, inden hun kan komme hjem til sine forældre, som i mellemtiden ikke har kunnet finde ud af at være ægtepar, og nu lever hver for sig. Men veninden Lucia dukker ikke op.
Sagen genåbnes, og kriminalbetjent Sara Campos og hendes chef fra politiet i Madrid sættes på sagen, hvor de kæmper mod tiden sammen med det lokale politi. Men hvis Ana er flygtet, hvad sker der så med Lucia, hvis hun stadigt er i live? Sara finder hurtigt ud af, at ikke meget er, hvad det udgiver sig for. Den lille landsby er fyldt med mystik og ganske andre spilleregler, som fungerer i den lille, lukkede verden oppe i bjergene. Langsomt arbejder Sara sig frem mod en åbning i sagen, men det sker ikke uden omkostninger.
’Monteperdido’ er en virkelig vellykket roman med et meget spændende plot. Handlingen er sat ind i ganske særlige omgivelser, og beskrivelsen af livet i de spanske bjerge er forfriskende. Stemningen er mørk, og historien er rig på detaljer. Der er mange karakterer at holde styr på, men de tilfører historien noget ekstra.
Romanen er den første af spanske Agustín Martínez' bøger, som er oversat til dansk. Den er en virkelig god læseoplevelse, som indeholder mange fængende spændingselementer. Hvis du er på udkig efter noget lignenede, kan det være Dolores Redondos bøger, som også foregår i Spanien, eller Bernards Miniers serie, der foregår i Frankrig.
Brugernes anmeldelser