Møns Klint i klart vejr

Niels Rohleders spændingsroman »Møns Klint i klart vejr« blev af dagbladenes anmeldere klandret for at være pladderromantisk, forudsigelig og skrevet efter en skabelon – hvad figurtegningerne angår.

Læser man romanen med litteratens briller, er det da heller ikke sikkert, at man bliver voldsomt imponeret. Spændingsromaner er nu ofte skåret efter nogenlunde samme læst – og af en eller anden grund skal der næsten altid være detaljerede samlejebeskrivelser med i dem (for det meste kedsommelige at læse).

Men »Møns klint i klart vejr« kan bestemt anbefales at læses med lidt andre briller end de rent litterære – især hvis man interesserer sig for tyske forhold og frem for alt for DDR, som i over 20 år har været historie.

Rohleder giver os nogle meget autentiske beskrivelser af den side af arbejder- og bondestaten, der med rette har gjort den så berygtet. Nemlig de gennemresearchede beskrivelser af den menige DDR-borgers totale undertrykkelse i hverdagen.  Det er som at være der selv midt i 1980erne. Også trådene til Danmark giver romanen et pift.

Samtidig har Rohleder blik for de små ting, der har stor udsagnskraft, og som styrker troværdigheden. Et eksempel:  I den ateistiske stat hed engle ikke engle, men »Jahresendflügelfiguren«. Og sådan fanger Rohleder meget af det, der kræver kendskab.

Handlingen:

I 1984 møder den danske studerende Martin Wulff (der ligesom forfatteren har sønderjyske rødder) den østtyske studerende Julia, og for gentagne gange at kunne få besøgsvisum til DDR og besøge hende vikler han sig ind i lidt for tæt samarbejde med den østtyske ambassade i København.  Martin er aktiv i det danske socialdemokrati – en lækkerbisken for Stasi og samtidig også den danske efterretningstjeneste i en tid med fodnotepolitik.

Forløbet når et bizart klimaks midt ude på Østersøen, da Martin Wulff forsøger at smugle sin østtyske kæreste med til Danmark. Stasi ødelægger meget udspekuleret forholdet imellem dem.

Tiden skrues nu frem til 2010, og her bliver den nu midaldrende Martin Wulff, der nu er folketingsmedlem og ministerkandidat,  beskyldt af Ekstra Bladet for at have været Stasi-agent. Og det er fra 2010, at den dramatiske fortid rulles op med Martin Wulff som jeg-fortæller. Der kan være delte meninger om, hvordan denne fortælleteknik virker. Jeg havde ingen problemer med konstruktionen og blev godt underholdt.

Niels Rohleder rister sin fiktive journalistkollega fra Ekstra Bladet, der bevæger sig som en hjælpeløs dansker uden styr på kasserollebøjningen og i øvrigt ude af stand til rigtig at afkode Stasi-dokumenter (man kan ikke kritikløst tage Stasi-dokumenter for pålydende. Her skal benyttes kildekritik).

Rohleder er heller ikke ukritisk over for den danske efterretningstjeneste, og har en finurlig pointe, da han lader en tidligere Stasi-agent (i 2010 leder af et Netto-supermarked) sige følgende om det danske socialdemokrati: »Ach ja: die Partei, die Partei, die hat immer recht«.

Som en parallel til virkelighedens Jørgen Dragsdahl-sag kræver partiet nemlig, at Martin Wulff efter Ekstra Bladets »Stasi-afsløringer« enten forlader politik eller læger injuriesag an mod bladet.

Slutningen – tjah, den ved man ikke rigtig, hvad man skal mene om. Den nærmeste visner ved siden at åbningsscenen, hvor Martin Wulff som lægestuderende oplever blodet sprøjte, da der dissekeres lig i Prag.

Niels Rohleder: Møns Klint i klart vejr, 300 sider (Rosinante).