Mit sidste suk

Medrivende, sjov og underholdende livsberetning om en særpræget mand og hans tid. ’Mit sidste suk’ er et mausoleum over en af filmhistoriens hovedskikkelser.

Den spanske filminstruktør, Luis Buñuel, blev født på tærsklen til et nyt århundrede i et Spanien, som med hans egne ord var præget af middelalderlignende tilstande helt frem til 1. Verdenskrig. Han havde en streng og styret religiøs opvækst, men allerede i en tidlig alder tvivlede han på religionens berettigelse i sit eget liv. Tilfældighedernes spil havde større interesse for den unge Buñuel. I begyndelsen af 1900-tallet var film blot en forlystelse på markedspladser, og man spåede ikke mediet nogen profitabel eller kunstnerisk fremtid. Men Buñuel var ikke i tvivl – han valgte filmen som levevej.  

’Mit sidste suk’ er skrevet på et tidspunkt, hvor alderdommen har indhentet Buñuel. Bogen udkom første gang i 1982, ét år før hovedpersonens død. Med udgangspunkt i sin egen mor indleder Buñuel bogen med at fortælle om, hvordan hukommelsestab gradvist kan udviske og slette et helt menneskeliv. For et liv er jo netop stykket sammen af erindringer, og hvad er der tilbage, hvis et mørkt tomrum har opslugt hukommelsen? Erindringer kitter det hele sammen, og det er netop med denne betragtning in mente, at vi som læsere tager del i Buñuels erindringsrejse gennem knapt et århundrede. Bogen er et nostalgisk tilbageblik, hvor brudstykker af et kulørt og levet liv fletter sig sammen til en fantastisk fortælling om en af surrealismens filmiske foregangsmænd.

Buñuel fortæller, som var han til stede i rummet. Trods en vis kronologi i fortællingen oplever vi primært bogen som en tankestrøm med spontane indskydelser. Det virker befriende og godt og holder fortællingen i øjenhøjde. Vi oplever blandt andet studentermiljøet i Madrid, og vi gennemlever den spanske borgerkrig og spiritusforbuddet i Amerika. Bogen giver et vue over et begivenhedsrigt århundrede, hvor Buñuels film bliver sat op mod tiden. Vi hører om tilblivelsen af klassikere som ’Borgerskabets diskrete charme’ og ’Frihedens spøgelse’ og får en fin fornemmelse af samtidens sociale spændinger.

Den måske mest markante milepæl i Buñuels bagkatalog er kortfilmen ’Den andalusiske hund’ fra 1929. Filmen blev til for Buñuels mors penge og var handlingsmæssigt et sammenkog af henholdsvis Buñuel og vennen Salvador Dalis drømme. Fastbrændt på de fleste seeres nethinde er uden tvivl scenen, hvor et øje bliver skåret igennem med en barberkniv. Drømme går igen i bogen og er stoffet, som mange af Buñuels film er lavet af. Dali er en af de personligheder, vi møder fra Buñuels vennekreds af surrealister, men også Hitchcock, Picasso og Chaplin dukker op i bogen. Woody Allens film ’Midnight in Paris’ er passende nævnt i forordet, for det er lidt på samme måde, vi oplever kunstnermiljøerne i bogen.

Det er en gammel mand, der taler i bogen. En mand der mærker sit sidste suk nærme sig. Buñuel er ikke bange for at dø fra en fremtid, hvor ”moral og menneskelighed er sendt til månen”, men han frygter mindernes ophør. Fantasien er den største gave, men hukommelsen er hele ens liv. Det beviser bogen i sig selv.