Bog

Minefelter

Af (
2017
)

Anmeldelse

Minefelter af Jens Nauntofte

06 jun.17

Jens Nauntoftes velskrevne erindringsbog er både et selvportræt af en journalistisk ildsjæl og en fortælling om konflikterne i verdens brændpunkter.

Da Jens Nauntofte døde den 27. marts 2017, havde han lige nået at færdiggøre sin erindringsbog ’Minefelter’. Det er en fin erindringsbog, der beskriver mennesket, udenrigskorrespondenten og eventyreren Jens Nauntofte hudløst ærligt, men det er også punktnedslag i de konflikter, der har udspillet sig i verdens brændpunkter de seneste 50 år. Vietnamkrigen går som en rød tråd gennem bogen, fra Nauntofte besøgte det delte land første gang i 1975, til han besøgte landet for sidste gang i 2014. De mange besøg i Mellemøsten og Tyskland fylder også meget i bogen.

Vi får et billede af en til tider dumdristig reporter, men også af et menneske, der kæmper med barndommens fadertyranni. Jens Nauntofte var i hele sit virke tiltrukket af tyranner som Saddam Hussein, Gadaffi og shahen af Iran. De virkede som magneter på ham, og han forsøgte at forstå dem, måske fordi han så sin barndoms tyran i dem. Det er et barsk billede, han tegner af sin far, men ikke uden kærlighed. Jens blev sendt på kostskole som 15-årig, og faren afskrev ham. Alligevel kom det til en slags forsoning, før faren døde.

Kapitlerne veksler mellem det private og det professionelle. Vi hører om broren Hugo, der var soldat i fremmedlegionen i Indokina og blev et idol for Jens, vi hører om venskaberne og om kvinderne. Blandt vennerne omtales bl.a. hans mentor, forfatter og højskoleforstander Tage Skou Hansen og journalisten Jan Stage. Også udenrigskorrespondenterne på DR får varme ord med på vejen. Kvinderne havde stor betydning i Jens Nauntoftes liv, fra pigerne i København til den noget ældre tyske femme fatale Liz – og ikke mindste Nhu i Vietnam, som måske var dobbeltagent. Hustruen Maria har fået sit helt eget kapitel. Hun blev hans store kærlighed. Som Leif Davidsen udtrykker det ”Jens og Maria passede sammen som fine handsker til smukke hænder”. 

Vi hører om livet som reporter i brændpunkterne, der både kunne være glamourøst, men også havde sine skyggesider. Om Hotel Commodore i Vestbeirut, fortæller Nauntofte, at det kaldtes sindssygehospitalet, fordi alle brugte stesolider, betablokkere og lyserøde nervepiller for at holde angsten på afstand. Vennen Jan Stage, skrev, kort før han døde kun 58 år gammel, følgende i et brev: ”Løb for alt, hvad du har kært, spring om så det gælder”. Leif Davidsen, der både var ven og kollega, har skrevet en meget smuk prolog, hvor han bl.a. kommer ind på den for DR pinlige sag, hvor Jens Nauntofte blev anklaget for at være en af de røde lejesvende. Det var en sag, der gik ham meget på, men som han dog også formåede at lægge bag sig med et skuldertræk.

Jens Nauntofte vil blive husket for sine spændende reportager. Hvem husker ikke hans øjenvidneberetning fra Berlinmurens fald? Jeg har selv mødt Jens Nauntofte flere gange som et meget sympatisk og vidende menneske. Han elskede udfordringer, som da han til et foredrag om Syrien med stor entusiasme gik ind i en diskussion med en gruppe unge glødende Assad tilhængere. Jens Nauntofte efterlader sig et stort og spændende forfatterskab.

Bogdetaljer

Forlag
Politikens Forlag
Faustnummer
53197256
ISBN
9788740036206
Antal sider
344

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer